Privatansatte
Privatansatte beskattes efter artikel 15 om personlige tjenesteydelser i den nordiske skatteaftale. Her er hovedreglen på linje med OECD’s modeloverenskomst – det vil sige, at lønindkomsten for arbejde udført i arbejdsgiverlandet som udgangspunkt beskattes i arbejdsgiverlandet, mens løn for arbejde udført i bopælslandet eller i et tredjeland som udgangspunkt beskattes i bopælslandet.
Det betyder, at en person bosat i Norge, men ansat af en svensk arbejdsgiver i Sverige, som udgangspunkt betaler sin skat i Sverige. Hvis vedkommende delvist arbejder fra hjemmet i Norge, beskattes en tilsvarende del af lønindkomsten i Norge. Lønindkomst, der vedrører arbejde udført i tredjelande – fx i forbindelse med tjenesterejser – beskattes i bopælslandet Norge.
Der er en række undtagelser til hovedreglen, herunder grænsegænger-regler mellem Norge og Sverige, Norge og Finland samt Finland og Sverige. Hertil kommer den tidligere grænsegænger-regel mellem Danmark og Sverige. Fælles for alle disse grænsegænger-regler er, at der modsat hovedreglen i artikel 15 skal betales skat af al lønindkomsten i bopælslandet og ikke i arbejdslandet.
En anden væsentlig undtagelse er den dansk-svenske grænsegænger-aftale, Øresundsaftalen. I henhold til Øresundsaftalen skal lønindkomsten under visse betingelser beskattes i arbejdslandet, selvom det delvist er udført i bopælslandet eller et tredjeland. Aftalen indebærer, at hvis betingelserne er opfyldt, så beskattes hele lønindkomsten uanset, hvor arbejdet er udført i arbejdslandet.
Desværre er der i dag udfordringer forbundet med de forskellige bilaterale aftaler:
Grænsegænger-reglerne mellem Norge og Sverige, Norge og Finland og Finland og Sverige
Beskatning af lønindkomst i bopælslandet i stedet for arbejdsgiverlandet kan have ulemper for nogle grupper. Ved grænsegænger-reglen fra Sverige til Norge gør dette sig gældende for jobpendlere, der er omfattet af norsk social sikring, hvilket indebærer, at der bliver trukket en trygde-afgift på 8 % af lønindkomsten i Norge. Jobpendleren får ikke et fradrag direkte i den svenske skat med trygde-afgiften, men i stedet et fradrag for trygde-afgiften i sin svenske selvangivelse med en lavere skatteværdi, hvilket indebærer at grænsegængere bliver skattemæssigt dårligere stillet end en anden svensk medarbejder, der også er bosat i Sverige, men ikke bosat i en kommune, hvor grænsegænger-reglen finder anvendelse.
Ifølge rapporter til Nordisk Ministerrådets sekretariat giver grænsegænger-aftalerne med bopælslandsbeskatning samtidig en del administration, der bliver opfattet som besværlig for den enkelte borger, som er omfattet af reglerne.
I Øresundsinstituttets analyse ”Upplevda konsekvenser av det Nordiska skatteavtalet”, udarbejdet på opdrag fra Grensetjänsten Norge-Sverige, Gränstjänsten Sverige-Finland-Norge og Øresunddirekt, er den gennemgående opfattelse blandt grænsependlere og arbejdsgivere, at undtagelsen med beskatning i bopælslandet leder til en dårligere og ikke mindst en mindre forudsigelig skattemæssig situation med uklare regler, hvor det er svært at få et korrekt svar. Reglerne medfører også en væsentligt forhøjet administration.
I Øresundsinstituttets analyse fra 30. november 2018 fremgår det vedr. grænse-gængerreglen mellem Norge og Sverige, at en del personer der bor i en grænsekommune i Sverige vælger jobs fra i en grænsekommune i Norge fordi de bliver omfattet af grænsereglen, der er både svær at forstå og ugunstig økonomisk.
Det bliver endvidere nævnt som eksempel, at personer der bor i en grænsekommune i Sverige og vil arbejde i en grænsekommune i Norge proforma skriver sig i en ”ikke grænsekommune” for ikke at blive omfattet af grænsegængerreglen.
Øresundsaftalen
Før COVID-19 har Øresundsaftalen overordnet fungeret efter hensigten. Det vil sige, at den har sikret en nem administration og et forudsigeligt skattetryk for de fleste privatansatte. Pandemien medførte dog, at mange, der normalt arbejder på tværs af Øresund, ikke opfyldte kravene for beskatning udelukkende i arbejdsgiverlandet på grund af nedlukning, hjemsendelser og opfordring til hjemmearbejde. Det er nemlig et krav, at mindst halvdelen af arbejdstiden i en løbende tremåneders periode skal være udført i arbejdsgiverlandet.
Den kategori, der blev hårdest ramt, var medarbejdere bosat i Danmark, der normalt arbejdede og udelukkende betalte skat af deres lønindkomst i Sverige. Mange af disse medarbejdere har på grund af pandemien arbejdet hjemmefra i Danmark og skal derfor betale skat af deres lønindkomst i Danmark i stedet for i Sverige. Det blev skattemæssigt et hårdt slag mod privatøkonomien – blandt andet steg marginalskatten med op til 30 procent. Svenske arbejdsgiveres indbetalinger til en dansk grænsependlers svenske pensionsordning risikerede også - som følge af lockdown og hjemsendelser - at blive skattepligtig som lønindkomst i Danmark på indbetalingstidspunktet og igen i Sverige på udbetalingstidspunktet i forbindelse med pensionering.
Danske grænsependlere, der havde indrettet deres privatøkonomi baseret på svensk beskatning i overensstemmelse med Øresundsaftalen, fik altså et skattesmæk, medmindre de gik imod myndighedernes anbefalinger og fortsatte med at pendle. For grænsependlere med bopæl i Sverige og arbejde i Danmark indebar det i mange tilfælde en skattemæssig fordel, at ikke hele lønindkomsten kom til beskatning i Danmark.
Kunstnere og sportsudøvere
Ansatte kunstnere og sportsudøvere beskattes som udgangspunkt efter artikel 17 i den nordiske skatteaftale. Her er hovedreglen for beskatningsretten den samme som for privatansatte beskrevet ovenfor. Problematikken for denne kategori af jobpendlere opstår pga. den lempelsesmetode, der benyttes ved artikel 17.
I det bopælslandet kan beskatte medarbejderens globale indkomst, dvs. også lønindkomst for arbejde udført i arbejdsgiverlandet, har bopælslandet efter den nordiske skatteaftale en forpligtelse til at lempe den dobbeltbeskatningssituation, der opstår.
Den lempelsesmetode, bopælslandet anvender for at fjerne dobbeltbeskatning af lønindkomst, er forskellig afhængig af, hvilken artikel i den nordiske skatteaftale der finder anvendelse. For personlige tjenesteydelser (artikel 15) og indkomst fra offentlige erhverv (artikel 19) er det som hovedregel den såkaldte exemption-metode, der benyttes. Exemption-lempelse indebærer, at der ikke skal betales skat i bopælslandet af den lønindkomst, der er beskattet i arbejdslandet.
Lempelsesmetoden for artikel 17-indkomst er derimod den såkaldte credit-metode. Credit-metoden indebærer, at dobbeltbeskatningen bliver ophævet ved, at der bliver givet et nedslag i den beregnede skat i bopælslandet med det mindste af følgende to beløb:
Metoden medfører, at der bliver givet credit/nedslag for hele den skat, der er betalt i arbejdslandet, når skatten i arbejdslandet er lavere end skatten i bopælslandet. Og så opkræver bopælslandet skat på forskellen mellem skat i arbejdslandet og bopælslandet.
Der gives dog maksimalt credit med et beløb, der svarer til bopælslandets beregnede skat af indkomsten i arbejdslandet, dvs. at hvis skatten i arbejdslandet er højere end skatten i bopælslandet, medgives ikke nedslag i bopælslandet.
At det er credit-metoden, der anvendes for job-pendlende kunstnere og sportsudøvere, leder dermed til en skattemæssig forskelsbehandling. Det kan desuden tilføjes, at der er en forskelsbehandling afhængigt af, om kulturmedarbejderen er ansat ved en offentlig eller privat institution. En offentligt ansat har typisk den gunstigere exemption-lempelse, hvorimod den privatansatte har den ovenfor beskrevne credit-lempelse.