Det første spørgsmål, der kan diskuteres er, hvorvidt undersøgelsen har givet svar på de spørgsmål, som er undersøgelsens udgangspunkt. Det første af disse spørgsmål vedrører lærernes holdninger til at undervise i de nordiske sprog. Data indikerer, at et stort flertal af respondenterne mener, at arbejdet med nordiske emner i skolen bør prioriteres højt. På samme måde indikerer data, at respondenterne er enige om, at undervisningen af de skandinaviske sprog som nabosprog eller fremmedsprog bør være en integreret del af undervisningen i grundskolens øverste klasser. Ydermere antyder data, at et stort flertal af respondenterne, at de skandinaviske sprog er prioriteret alt for lavt i skolearbejdet.
Man kan således sige, at respondenterne generelt er positive over for undervisningen af de nordiske sprog, men når der bliver spurgt ind til, hvor meget de prioriterer undervisningen af de skandinaviske sprog i deres egen undervisning, så angiver data, at der næsten er lige så mange respondenter, der prioriterer undervisningen meget eller rimelig meget, som respondenter, der prioriterer undervisningen af de skandinaviske sprog lidt eller meget lidt. Der fremstår således en diskrepans mellem en generel positiv holdning til undervisningen af de skandinaviske sprog som nabosprog eller fremmedsprog og respondenternes egen undervisningspraksis og prioritering af de skandinaviske sprog i undervisningssammenhæng. Til dette kan der være mange årsager.
I de medfølgende kommentarer i undersøgelsen fremgår det, at der er mange respondenter, der tilkendegiver, at der i dag er meget mindre plads og tid til at prioritere undervisningen i nordiske emner og de skandinaviske sprog, da der er så mange andre ting, man også skal nå i undervisningen. Andre respondenter er af den mening, at elevernes kundskaber i modersmålet stadig forværres, så i stedet for at bruge særlig tid på de skandinaviske sprog, prioriteres det at undervise og dygtiggøre eleverne i modersmålet. Ligeledes ser det ud til, at det også kan være en hæmsko, at klasserne i dag er langt mere multikulturelle, og at det fx er utopisk at få elever med ikke-europæisk baggrund til at arbejde med skandinaviske sprog.
Det kunne være givtigt at få denne diskrepans uddybet ved nærmere at undersøge lærernes holdning til, hvad man kan gøre for at ændre vilkårene i undervisningen af de skandinaviske sprog som nabosprog og fremmedsprog.
Undersøgelsen svarer også på, hvilke undervisningsmaterialer der bruges i undervisningen af de skandinaviske sprog som nabosprog og fremmedsprog. Data angiver, som forventet, at der i væsentlig grad bruges audiovisuelle medier og diverse fagportaler. Litteratur og fiktion har en stor plads i undervisningen af de skandinaviske sprog som nabosprog, mens man i undervisningen af de skandinaviske sprog som fremmedsprog i langt højere grad støtter sig til fakta-tekster fx avisartikler og nyhedstekster fra internettet. Undersøgelsen antyder desuden, at der er en påfaldende forskel på brug af undervisningsbøger og arbejdshæfter i undervisningen. Data indikerer nemlig, at de lærere, som underviser i de skandinaviske sprog som nabosprog kun i en meget lille grad benytter sig af særlige undervisningsbøger og arbejdshæfter udarbejdet til brug i nabosprogsundervisningen, hvorimod de lærere, der underviser de skandinaviske sprog som fremmedsprog for en stor dels vedkommende støtter sig til undervisningsbøger og arbejdshæfter specielt udarbejdet til brug i denne form for undervisning.
Grunden til denne forskel mellem de to lærergrupper ligger måske først og fremmest i, at der faktisk er udarbejdet og udviklet ganske meget undervisningsmateriale til brug for de skandinaviske sprog som fremmedsprog, men meget mindre i forbindelse med undervisningen af de skandinaviske sprog som nabosprog. Der har dog været nogle tiltag fx i form af særlige antologier med både ældre og moderne nordiske fiktions- og fagtekster fx På tværs af Norden (Öhrn & Duke, 2019), Sort skinner solen (Borberg et al., 1992), 80-90 Nordisk antologi (Aabenhus, Buvik, Furumark, & Gayer, 1990) m.m. Det ser ikke umiddelbart ud til, at de respondenter, der underviser i de skandinaviske sprog som nabosprog benytter sig særlig meget af disse eller lignende tekster. Det er ligeledes overraskende, at data indikerer, at kun ca. en tredjedel af respondenterne kender til og bruger webportalen ”Norden i Skolen”. Disse oplysninger peger på, at de nordiske tekster og portaler i højere grad bør promoveres blandt modersmålslærere, og måske ville det i et fremtidigt perspektiv også være med til bedre at sikre nabosprogsundervisningen, hvis lærerne havde reelle valgmuligheder, hvad angår undervisningsbøger, som det i dag ser ud til mangler.
Ligeledes ser det ud til, at der er et behov for at styrke samarbejdet mellem lærerne i Norden. Den aktuelle undersøgelse indikerer, at kun forholdsvis få eller ca. en fjerdedel har indgået i et samarbejde med lærere fra et andet nordisk land. De, der har indgået et samarbejde, nævner specifikt udvekslings- og samarbejdsaktiviteter i kølvandet på arrangementer på Schæffergården, Lysebu og Hanaholmen. Da Schæffergården i fremtiden kun i mindre grad ser ud til at kunne fungere som kursuscenter for nordiske lærere, forekommer det vigtigt, at man finder et nyt dansk kursuscenter, som kan indgå i samarbejdet med Lysebu i Norge og Hanaholmen i Finland. Meget tyder i hvert fald på, at alle tre kulturcentre har haft en særlig betydning for lærernes efteruddannelse i forbindelse med undervisningen af de skandinaviske sprog som nabosprog og fremmedsprog. Hvis man ønsker at dette arbejde skal fortsætte, så er det nødvendigt at der gøres en særlig indsats på området.
Når respondenterne i denne undersøgelse bliver spurgt, om de har deltaget i samnordiske projekter, så angiver et flertal (ca. 2/3), at de aldrig har deltaget i samnordiske projekter. Umiddelbart står det i modsætning til oplysningen om, at respondenterne generelt er interesserede i nordisk samarbejde, men når det kommer til stykket, så er der kun få, der deltager i konkret samnordiske projekter. Til dette kan der naturligvis være mange årsager. I hvert fald er det et punkt, der kunne være interessant at undersøge bedre i den opfølgende kvalitative del af dette studie.
Til sidst må det nævnes, at den aktuelle undersøgelse er funderet på en tilfældig udvælgelse af respondenter, hvilket er ensbetydende med, at undersøgelsen har visse begrænsninger. Det betyder bl.a., at antallet af respondenter fra landene ikke korresponderer med de involverede landes indbyggertal. Det er grunden til, at det ikke er validt at foretage sammenligninger landene imellem. Det kunne dog have været interessant, hvis det havde været muligt at vurdere, om der er forskel mellem holdningen til Norden og undervisningen af de skandinaviske sprog som nabosprog og fremmedsprog i de enkelte lande.