Gå til indhold

10 muligheder og rettigheder

De nordiske lande har gennem årtier sikret borgerne en lang række rettigheder i regionen. Hver dag kontakter studerende, arbejdssøgende og virksomheder Info Norden for at få information om deres muligheder for at anvende den frie bevægelighed i Norden og om deres rettigheder i andre nordiske lande. Listen nedenfor er de ti emner, som de oftest har efterlyst information om, når de har kontaktet Info Norden i 2023.

  1. Ikke-nordiske borgeres rettigheder: Det nordiske arbejdsmarked er interessant for arbejdstagere fra hele verden, blandt andet når det gælder sundheds-, it-, logistik- og ingeniørvirksomhed. Mange tredjelandsborgere med bopæl i Norden henvender sig desuden med spørgsmål om arbejdstilladelse i andre nordiske lande.
  2. Arbejde, jobsøgning og dagpenge: Arbejdstagere vil vide, hvordan de finder job i andre nordiske lande, hvilke rettigheder og pligter, de har på arbejdsmarkedet, hvordan de får dagpenge, hvis de bliver arbejdsløse, og om de kan tage arbejdsløshedsdagpenge med til et andet nordisk land, mens de søger job.
  1. Social sikring: Både privatpersoner og virksomheder søger information om lovvalg, pension, barselsdagpenge, familieydelser, boligstøtte, sygedagpenge og arbejdsløshedsforsikring i forbindelse med flytning, pendling, midlertidigt ophold og distancearbejde.    
  2. Folkeregistrering, legitimation og personnummer: Indbyggerne vil vide, hvilke krav der er til folkeregistrering i de enkelte nordiske lande, og hvordan de får personnummer og e-legitimation, når de flytter, arbejder, studerer eller køber hus i et andet land.
  3. Skole og uddannelse: Børn, unge, forældre og studievejledere søger viden om at tage hele eller dele af et uddannelsesforløb på alle niveauer i et nordisk naboland, og hvilke forskellige studieretninger, som tilbydes. 
  4. Told og skat: Både arbejdsgivere, arbejdstagere, arbejdssøgende, studerende og pensionister søger information om told- og skatteregler, for eksempel hvis de bor i ét nordisk land og har indkomst i et andet, eller hvis de står over for at skulle flytte. 
  5. Samfund: Mange nordiske borgere søger information om reglerne for statsborgerskab for børn født i udlandet, dobbelt statsborgerskab og reglerne for at stemme ved valg, når man er emigreret. 
  6. Rejse med dyr, planter og fødevarer: Mange rejser med hund eller kat til familie, venner og job i udlandet og søger information om reglerne for at tage deres kæledyr med til andet nordisk land. Andre vil vide, hvad der gælder, når de rejser med fødevarer, planter eller våben. 
  7. Forbrugerspørgsmål: Forbrugere søger information om varer og tjenesteydelser, blandt andet bank, forsikring, forsendelses- og leveringsomkostninger samt om deres rettigheder, når de handler hos virksomheder i andre nordiske lande.
  8. Erhverv: Virksomheder søger information om registrering, moms, arbejdsgiverafgifter og skat samt spørgsmål om grænsegængere, hjemmekontor, social sikring, skat og arbejdstilladelse. For eksempel hvis de ønsker at etablere sig eller udføre opgaver af kort varighed i et andet nordisk land.
I 25 år har Info Norden bidraget med svar til unge og andre som flytter, tager en uddannelse eller skifter job i Norden. Det er et vigtigt arbejde, som bidrager til den nordiske ambition om at blive verdens mest integrerede region.
Anders P. Hansen, præsident for Ungdommens Nordiske Råd