Digitale udfordringer for Nordens mobile borgere: Digitale tjenester forenkler for det meste borgernes kommunikation med det offentlige, men mellem landene er der en digital mur. Det er stort set ikke muligt at logge på offentlige tjenester med en elektronisk legitimation fra et andet nordisk land. Og selv de steder, hvor en borger kan logge ind hos en offentlig myndighed i et andet nordisk land, savnes værktøjer til identitetsmatchning, der kan identificere en person på tværs af nationale systemer. Konsekvensen for borgerne er for eksempel ikke at have adgang til pensionsprognoser fra lande, de tidligere har arbejdet i.
Åbning af bankkonto i et andet nordisk land: At have ret til at åbne en bankkonto er ikke bare et forbrugerspørgsmål, men handler også om finansiel og samfundsmæssig inklusion. Alle kan få brug for at betale regninger, modtage løn eller ydelser. Men mange banker i Norden nægter at oprette en bankkonto til personer, der ikke er folkeregistrerede i det pågældende land. Det handler blandt andet om grænsegængere, nytilflyttede, ejere af fritidshuse eller personer, der bor i et andet land end pårørende, de er værge for.
Ventetider på folkeregistrering: I flere lande må tilflyttere vente længe for at blive officielt registreret som indbygger og få et personnummer. De lange sagsbehandlingstider kan opstå på grund af bureaukrati, mangel på ressourcer eller øget efterspørgsel. Dette skaber udfordringer for personer, der har behov for et personnummer for at få adgang til vigtige tjenester som at leje bolig, åbne bankkonto, optage lån, registrere sig hos myndighederne, ansøge om plads til børn i daginstitutioner, børnehaver eller skoler, købe vigtige abonnementer som forsikringer, telefon og internet, eller for at indgå en ansættelseskontrakt.
Manglende udveksling af information mellem folkeregistre: Når en person flytter fra ét nordisk land til et andet og bliver folkeregistreret, udveksles en række oplysninger mellem folkeregistrene. Men senere flytninger, navneskift eller livsbegivenheder som ægteskab, skilsmisse eller forældreskab udveksles ikke. Disse informationer skal borgere selv orientere det tidligere bopælslands folkeregister om, men mange savner information og klare instruktioner om dette. En anden problematik opstår, når personer med dobbelt statsborgerskab dør. Hvis vedkommende er statsborger i bopælslandet, bliver andre lande sjældent orienteret om dødsfaldet. Dette kan betyde, at pårørende ikke får besked om en slægtnings død, og at arvinger kan gå glip af arv.
Distancearbejde og usikkerhed om regler for hjemmearbejde: Medarbejdere, der ønsker at udnytte muligheden for at arbejde hjemmefra for en arbejdsgiver i et andet nordisk land, oplever udfordringer, da reglerne for hjemmearbejde varierer mellem lande og arbejdsgivere. Skat, social sikring, ferieregler og ansættelsesvilkår afhænger af, hvor arbejdet udføres. De komplekse situationer skaber usikkerhed om gældende regler for både arbejdsgivere og arbejdstagere, og det er udfordrende for begge parter at navigere mellem de forskellige lovgivninger.
Grænsependling for tredjelandsborgere: Nordiske statsborgere kan frit bo og arbejde i hele Norden. Det er næsten lige så enkelt for borgere i EU- og EØS-lande. Men borgere fra andre lande skal opfylde flere betingelser for at få tilladelse til at arbejde i et nordisk land. Det, der især giver anledning til henvendelser til Info Norden, er tredjelandsborgere, der ønsker at arbejde i et andet land end det, de bor og har opholdstilladelse i, men som ikke har samme mulighed som nordiske borgere for at udnytte den frie bevægelighed i Norden.
Telefon- og internetabonnementer: Personer, der opholder sig midlertidigt i et andet nordisk land, som for eksempel sommerhusejere, oplever ofte at de ikke kan oprette telefon- eller internetabonnementer, på grund af at de har fast bopæl i udlandet. Dette sker, på trods af at udbydere af elektroniske kommunikationstjenester ifølge EU’s teledirektiv ikke må forskelsbehandle slutbrugerne på baggrund af nationalitet eller bopælssted, medmindre det er objektivt begrundet.
Forsikring af udenlandsk indregistreret bil: I Norge kan man søge om tilladelse til at køre i en udenlandsk indregistreret bil i op til to år, hvis man kan dokumentere at opholdet er midlertidigt. Men man skal som hovedregel folkeregistreres i Norge, hvis man skal opholde sig i landet i mere end seks måneder. Problemet, der opstår, er, at bilejeren ikke kan tegne en lovpligtig bilforsikring i Norge, når bilen er indregistreret i udlandet. Samtidig kan ejeren ikke tegne en forsikring i indregistreringslandet, idet vedkommende har bopæl i udlandet.
Sprogkrav for at modtage arbejdsløshedsdagpenge i Danmark: Danmark har indført et sprogkrav for nyuddannede, der søger om arbejdsløshedsdagpenge. Kravet kan opfyldes gennem gennemført 6. klasse i dansk folkeskole, en dansksproget uddannelse eller ved at opfylde et tilknytningskrav. Når det gælder sprogkravet, ligestilles norsk og svensk ikke med dansk. Man opfylder altså ikke kravet, hvis man bor i Danmark og har gennemført en uddannelse i Sverige eller en engelsksproget uddannelse i Danmark. Nyuddannede, der har et andet nordisk sprog som modersmål, og som har udnyttet den fri bevægelighed i Norden til at tage en uddannelse, har derfor ikke samme adgang til arbejdsløshedsdagpenge som dansksprogede nyuddannede.
Stemmeret i Longyearbyen: Longyearbyen er det administrative centrum på Svalbard. Norge har indført nye regler, der betyder, at udenlandske statsborgere skal have haft bopæl i en norsk fastlandskommune i mindst tre år for at kunne stemme og stille op til valg til lokalstyret i Longyearbyen. Af den grund er mange danske, finske, islandske og svenske statsborgere, der opholder sig på Svalbard, ekskluderet fra at deltage i lokale valg og demokratiske processer.