Mellem borgere, de offentlige myndigheder og forskere findes der ofte forskellige opfattelser af status og tendenser i naturen samt de nødvendige tiltag til at forvalte naturen.
FN's globale biodiversitetsaftale opfordrer alle lande til at ”støtte lokalt baseret monitering og informationssystemer”. Lokalt baseret monitering inddrager borgerne, herunder jægere, landmænd, fiskere, personer med særlig interesse for naturen samt andre brugere og forvaltere af naturressourcerne – unge og ældre – og deres viden, observationer og perspektiver aktivt i arbejdet for bæredygtig udnyttelse og naturbeskyttelse.
Internationale erfaringer viser, at en sådan inddragelse, udover at bidrage med vigtig viden, kan aktivere et uudnyttet potentiale for forandring "nedefra" og derfor har stort potentiale til at skabe positive forandringer for mennesker og natur. Lokalt baseret monitering kan udgøre et vigtigt supplement til forskerbaseret monitering af de levende ressourcer.
Den nye færøske naturbeskyttelseslov (Náttúruverndarlógin) udstikker en ramme for at styrke bevarelse og bæredygtig udnyttelse af Færøernes biodiversitet. I samarbejde med partnere fra andre dele af Arktis arrangerede Fróðskaparsetrið og jagtforeningen Lonin på Sandoy en workshop, hvor ressourcepersoner fra de nordiske lande, jægere, landmænd, forvaltning og forskere drøftede, hvordan borgere, der bruger naturen, og borgernes viden kan blive bedre inddraget i naturforvaltning i Arktis. Færøernes naturforvaltning og den færøske jagt på havfugle blev brugt som eksempel.
I denne rapport beskrives praksis og anbefalinger til borgerinddragelse i naturforvaltning i Norge, Island og Grønland, og der gives et sammendrag af drøftelserne på workshoppen. Der kan være forskellige holdninger til borgerinddragelse og til, hvordan borgerne hidtil er blevet inddraget i forvaltningen af naturen i Arktis. Jeg håber, at læseren finder rapporten lige så udbytterig som jeg.