Gå til indhold

Oversigt og anbefalinger

Tech-giganternes onlineplatforme som Facebook, YouTube, Instagram, TikTok og Twitter er blevet demokratisk infrastruktur. Platformene giver mennesker mulighed for at komme i kontakt med hinanden verden over og opbygge nye fællesskaber, og de udgør en vigtig og populær kilde til information. Ud over deres positive potentiale kan onlineplatforme og deres algoritmer dog forårsage alvorlig skade på vores demokratier og den offentlige debat.
Hadefulde ytringer online kan få visse grupper i samfundet til at trække sig fra den offentlige debat, og spredningen af mis- og desinformation truer en åben, gennemsigtig og saglig demokratisk debat samt kan føre til øget polarisering. Det er velkendt, at indholdsmoderation er minimal for mindre sprog såsom de nordiske. Dette understreger et større behov for at fokusere på disse problemer, især når der er tale om sårbare grupper som f.eks. børn og unge. Da offentligt opsyn og gennemsigtighed imidlertid ofte aktivt modarbejdes af platformene selv, stammer størstedelen af den viden, vi har om, hvordan disse platforme fungerer, fra lækager fra forhenværende medarbejdere i virksomhederne.
Vores vision er, at de nordiske lande skal være en samlet tech-demokratisk region. Med borgere, der trives online, en åben og oplyst offentlig debat samt et skarpt offentligt opsyn med demokratisk digital infrastruktur. De fælles kulturer og veletablerede demokratiske værdier, som de nordiske lande deler, giver en oplagt mulighed for at styrke vores demokratier, selv når de i højere og højere grad finder sted online.
På baggrund af dette foreslår Den Nordiske Tænketank for Tech og Demokrati følgende nordiske anbefalinger, der har til hensigt at beskytte og styrke den demokratiske debat i tech-giganternes tidsalder:
Digitalisering.png
1A. Der skal etableres et nordisk center for tech og demokrati med henblik på at understøtte håndhævelsen af europæiske teknologiforordninger, dele erfaringer og udvikle nye politikker.
2A. Børn og unges trivsel og sikkerhed online skal beskyttes, og der skal presses på for større borgerkontrol.
2B. Der skal oprettes en onlinehub til vidensudveksling om digital dannelse.
3A. Der skal støttes op om de frivillige, der faciliterer onlinefællesskaber, hvor den demokratiske debat kan udfolde sig.
3B. Den innovation og implementering af teknologi, der understøtter en åben offentlig debat online, skal fremmes for at skabe alternativer til de store onlineplatforme.
4A. Public service-medier skal gives et stærkt digitalt mandat til online-tilstedeværelse, skabelse af indhold og udvikling af platforme til den demokratiske debat på nettet. .
4B. Der skal i højere grad støttes op om uafhængige faktatjekkere.
4C. Der skal presses på for bedre indholdsmoderation i Norden.
4D. Der skal etableres en nordisk ekspertgruppe til at undersøge mulige modsvar, der kan imødegå de risici for demokratiet, som AI-genereret desinformation skaber..
5A. Der skal støttes op om uafhængige forskeres adgang til platformsdata og -algoritmer.
5B. Der skal hvert andet år udarbejdes en rapport om status for Nordens digitale demokratier.