Gå til indhold
Foto: Magnus Fröderberg/norden.org

Udvalget for Kundskab og Kultur i Norden

Udvalget for Kundskab og Kultur i Norden (UKK) arbejder med emner og sager der berører kultur, forskning og uddannelse, grund- og sekundærskole, voksenuddannelse og folkeoplysning - herunder sager om sprogsamarbejde, nye medier, kompetenceudvikling og innovation i uddannelserne. Udvalget beskæftiger sig også med civilsamfundet og de frivilliges kræfter og arbejde idet de to faktorer spiller en væsentlig rolle i et demokratisk velfærdssamfund. Idræt, sprog, film og medier, almen og mangfoldig kunst og kultur, børne- og ungdomskultur, hører også under udvalget for Kundskab og Kultur i Nordens arbejdsområder.
Udvalget for Kundskab og Kultur i Norden har i 2025 afholdt fem udvalgsmøder: i februar, marts, juni, september og oktober. Udvalget har også afholdt et samrådsmøde med de nordiske kulturministre i forbindelse med Nordisk Råds session i Stockholm.
Udvalget har på mødet i februar godkendt arbejdsplan hvor det har besluttet at fokusere på følgende temaer i dets arbejdsplan for 2025:
  • Børns skolehverdag i Norden (herunder en fokus på bedre trivsel og skoleresultater)
  • Kultur som beredskab
  • Grænsehindringer på uddannelsesområdet
  • Truede erhvervsuddannelser
  • Den nordiske film- og tv-branchens stilling
  • AI’s og teknologiens indflydelse på kundskab og kultur i Norden
  • Forfatternes situation i forhold til andel for e-materiale

Udvalget har behandlet adskillige medlemsforslag, skriftlige spørgsmål og andre ærinder i løbet af året. Udvalgets repræsentanter inviteres som observatører til Baltisk Råds uddannelses-, kultur- og forskningsudvalgs fælles møder. UKK’s viceordfører deltog ved et møde i Riga, Letland, i januar 2025.

Aktuelle temaer i året

Den nordiske film- og tv-branchens stilling

Udvalget har både i 2024 og 2025 haft fokus på den nordiske film- og tv-branchens stilling.
I 2024 kom Liselott Forsman, direktør i Nordisk Film & TV Fond, på besøg og fortalte den nordiske film- og tv-branches stilling i lyset af konkurrencen fra streamingtjenester og AI-udvikling, og om mulige nordiske løsninger på problemerne. Udvalget har haft Arne Helsingen, generalsekretær i Nordvision, på besøg på mødet i februar, hvor han blandt andet fortalte om samarbejdet mellem public service medierne i Norden.
På mødet i Åbo, Finland i juni fik udvalget også en præsentation af West Finland Film Commission, hvor de beskrev mulighederne og udfordringerne som branchen oplever i Norden, med faldende offentlig finansiering hvor produktionsomkostningerne samtidigt stiger og fremtiden er usikker, pga. en teknologisk udvikling og nye finansmodeller.
Udvalget tog den nordiske film- og tv-branchens stilling op som et emne på samrådsmødet med de nordiske kulturministre i oktober 2025 og vil fortsat have det som et fokusområde i udvalgets arbejde i 2026.

Nordisk samarbejde om at støtte op om uafhængig journalistik

Udvalget har i 2025 behandlet et udvalgsforslag hvor Nordisk Råd rekommanderer Nordisk Ministerråd at støtte op om uafhængig journalistik i Norden.
En ekspert inviteredes til et møde for at belyse sagen yderligere; Tobias Lindberg, forsker ved Nordicom (Centrum för nordisk medieforskning vid Göteborgs universitet). Tobias Lindberg pegede på globale udfordringer for nyhedsmedierne, som også mærkes i Norden, selvom tilliden til traditionelle medier fortsat er høj. Han støttede en nordisk undersøgelse af medielandskabet, anbefalede en bredt sammensat ekspertgruppe og bemærkede, at effekterne af EU’s nye mediefrihedslov endnu er usikre.
Nordisk Råd har i oktober godkendt udvalgets betænkning over forslaget. Udvalget vil i 2026 behandle Nordisk Ministerråds svar på rekommandationen.

Immaterialret i Norden

Udvalget har i 2025 fokuseret på temaet ”Immaterialret i Norden” i forbindelse med fem skriftlige spørgsmål som Lars Mejern Larsson har stillet til de nordiske regeringer om immaterialret i Norden og kampen for at støtte op om ophavspersoner og udøvende kunstnere i Norden og beskyttelse af deres intellektuelle ejendom.
Udvalget inviterede tre personer til mødet i oktober der, på vegne af deres interessegruppe eller -organisation, kastede lys på sagen, ophavspersonernes og udøvende kunstneres forhold og et muligt nordisk samarbejde for at støtte op om deres kamp. Emnet tages også op i næste års arbejdsplan, hvor udvalget bl.a. skal stå for et åbent debatarrangement om emnet.
Arbejdet i 2025 med emnet viser godt hvordan skriftlige spørgsmål også kan bruges effektivt som et politisk værktøj i Nordisk Råd.