De nordiske statsministre vedtog i 2019 visionen for det nordiske samarbejde: Norden skal være verdens mest bæredygtige og integrerede region. Samarbejdet i Nordisk Ministerråd tjener dette formål, og det er også den overordnede vision for energisamarbejdet.
En bæredygtig transition af de nordiske samfund er ikke mulig uden en markant bæredygtig energiomstilling, og det bidrager det nordiske energisamarbejde til. Norden har en lang erfaring med konstruktivt energisamarbejde, og selvom det er forskellige lande, er der et unikt fællesskab og målrettet samarbejde, som understøtter arbejdet med at skabe de bedste bæredygtige løsninger og adressere vores fælles udfordringer.
De nordiske lande har alle stærke energisystemer, og er langt fremme i taklingen af klimaudfordringen. Vi har forskellige forudsætninger og prioriteringer, men der er en lang række udfordringer og muligheder, som er fælles for hele Norden, og vi bakker op om de fælles ambitioner. Klimaforandringerne stiller krav til alle dele af samfundet om at gennemgå en omstilling for en mere bæredygtig fremtid. Samtidig skal Norden agere i en geopolitisk virkelighed, der påvirker landenes sikkerhed og forsyningskæder. Energiomstillingen kræver udvikling af nye teknologier, hvor Norden har allerede vist sig at spille en førende rolle globalt. De nordiske landes stærke position på energiområdet er en vigtigt forudsætning for Nordens konkurrenceevne og økonomiske vækst.
Samtidigt er det helt centralt i vores samarbejde, at de nordiske energiforbrugere har forsyningssikkerhed for fossilfri energi til lavest mulige omkostninger, samtidigt med at der tages hensyn til lokalsamfund, miljø og natur.
Nordisk Ministerråd for Energi (MR-Vækst/Energi) vil med dette samarbejdsprogram for perioden 2025-30 prioritere indsatserne til de områder, hvor landenes samarbejde kan sikre bedre bæredygtig energiomstilling, end de kan hver for sig. Der bliver særlig fokus på
høj energiforsyningssikkerhed til nordiske forbrugere og virksomheder,
at forbedre den nordiske styrkeposition for energiomstilling og innovation,
udvikling af et endnu mere effektivt og innovativt nordisk elmarked, og
et styrket Norden i internationalt energisamarbejde.
Målet er et stærkt energisamarbejde, som fastholder og styrker de nordiske landes modstandskraft, bæredygtighed og konkurrenceevne, og derigennem bidrage til at Norden kan nå visionen om at være verdens mest bæredygtige og integrerede region.
God læselyst!