Handlings­anvisende guide

Hvad

En guide er et formidlingsprodukt, som anviser, hvordan modtagerne kan agere i en bestemt sammenhæng, for eksempel udføre en handling eller indsats, sætte et specifikt fokus eller implementere nye arbejdsgange. En guide kan udarbejdes på mange måder: Den kan være en skriftlig, handlingsanvisende folder (se Folder), den kan udarbejdes online på en hjemmeside, bygges op af korte film, bestå af tjeklister og redskaber, eller den kan sammensættes som en kombination af alle eller nogle af delene.

Hvordan

Guiden skal bero på en dyb og præcis forståelse af modtagerne, da den skal foreskrive handlinger, som passer ind i modtagernes praksis, og da modtagerne skal opleve, at guiden er rettet til netop dem. Det kræver bl.a., at ordvalget afspejler modtagernes ord, og at handlingerne er forenelige med modtagernes arbejdsgange. Når det er på plads, er det næste skridt at bryde den eller de handlinger, som modtagerne skal udføre, ned i konkrete, realistiske og attraktive skridt eller delområder. Guides vil ofte rumme fase-illustrationer, tjeklister, gode råd og dilemmaer.

Hvem

Guides er pr. definition handlingsanvisende. Det betyder, at guides meget tydeligt skal anvise, hvem der skal gøre hvad, hvornår og hvordan, og at anvisningerne er så præcise, at modtagerne ideelt set kan agere umiddelbart ud fra dem. Det indebærer, at modtagerne af en guide er personer med et særligt ansvar for handlinger eller indsatser i praksis. Det kan eksempelvis være frivillige, socialfaglige medarbejdere eller undervisere. Det kan også være borgerne selv i en situation, hvor de skal gøre noget helt anderledes. Et eksempel er Covid-19 pandemien, hvor hver enkelt borger skulle ændre adfærd.
Eksempler
Gå til indhold