Gå til indhold

Kapitel 3: Nordic added value: En historisk oversigt

Frederik Forrai Ørskov og Tuire Liimatainen
Det engelsksprogede begreb Nordic added value kom først ind i det nordiske samarbejdes vokabular i begyndelsen af 2010'erne.
Dette kapitel præsenterer en ændret version af Tuire Liimatainens redegørelse for konceptualiseringen af behovet for og legitimiteten af fælles nordiske indsatser i forbindelse med det nordisk forskningssamarbejde i 2023-rapporten Nordic Added Value in Nordic Research Cooperation. Liimatainen, "Nordic Added Value in Nordic Research Co-Operation", 11-17, 20.
 Alligevel er dets fremkomst og brug en del af en længere historie, hvor det nordiske samarbejdes relevans er blevet ledt efter, artikuleret og operationaliseret i skiftende sociale, politiske, nationale og internationale sammenhænge. Denne historie er lige så lang som det nordiske samarbejdes historie, og den starter mere end et århundrede før oprettelsen af Nordisk Råd i 1952.
Se f.eks. Rasmus Glenthøj, "Skandinavismen - En Politisk Utopi Fra 1800-Tallet?: Et Komparativt Studie" i Utopi Og Realiteter: Festskrift Til Erik Kulavig (Syddansk Universitetsforlag, 2018), 227-44; Ruth Hemstad, Fra Indian Summer til nordisk vinter: skandinavisk samarbejde, skandinavisme og unionsøpplosningen (Oslo: Akademisk Publisering, 2008); Peter Stadius og Ruth Hemstad, red., Nordic Experiences in Pan-Nationalisms: A Reappraisal and Comparison, 1840-1940, 1. udg. (London: Routledge, 2023); Jan Hecker-Stampehl, "Keeping Up the Morale: Constructions of ‘Nordic Democracy’ during World War II" i Rhetorics of Nordic Democracy, red. Johan Strang og Jussi Kurunmäki (Helsinki: Finnish Literature Society / SKS, 2010), 141-64.
 Det er en historie, der er flettet tæt sammen med en lige så langvarig diskussion af, hvad der udgør "Norden" – både geografisk, kulturelt og politisk.
Strang, Marjanen og Hilson, "A Rhetorical Perspective on Nordicness: From Creating Unity to Exporting Models"; Jalava og Stråth, "Scandinavia/Norden"; Øystein Sørensen og Bo Stråth, red., The Cultural Construction of Norden (Oslo: Scandinavian University Press, 1997).
Skønt det altid har været genstand for debat, blev det nordiske samarbejdes legitimitet ikke for alvor udfordret i forbindelse med oprettelsen af Nordisk Ministerråd i 1971 og før det, der er blevet karakteriseret som "det tredje sporskifte" i det nordiske samarbejde i starten til midten af 1990'erne.
Bengt Sundelius og Claes Wiklund, "Nordisk förnyelse i etapper" i Norden i sicksack. Tre spårbyten inom nordiskt samarbete (Santérus Förlag, 2000), 19; Kharkina, "From Kinship to Global Brand", 35.
 Forestillingen om, at fælles værdier, demokratiske traditioner, samfundsinstitutioner og stærke sproglige bånd har givet det nordiske samarbejde et naturligt grundlag og en underforstået legitimitet, bygger på en lang historisk tradition. I 1980'erne var dette idémæssige grundlag stadig fremherskende, selvom det ofte ikke blev sat i tale.
Gosta Esping-Andersen, The Three Worlds of Welfare Capitalism (Princeton University Press, 1990); Pirjo Markkola, "The Lutheran Nordic Welfare States" i Beyond Welfare State Models. Transnational Historical Perspectives on Social Policy., red. Pauli Kettunen og Klaus Petersen (Cheltenham: Edward Elgar, 2011), 102-18; Johan Strang, "The Rhetoric of Nordic Cooperation: From the Other Europe to the Better Europe?" i Contesting Nordicness: From Scandinavianism to the Nordic Brand, red. Johan Strang, Jani Marjanen og Mary Hilson (Oldenbourg: De Gruyter, 2021), 103-31.
 Afslutningen på Den Kolde Krig og de EU-medlemskabsdebatter, der førte til Sveriges og Finlands tiltrædelse i 1995, medførte imidlertid en omfattende gentænkning af formålet med og organiseringen af det nordiske samarbejde.
Johan Strang, "Introduction: The Nordic Model of Transnational Cooperation?" i Nordic Cooperation (Routledge, 2015), 1-26; Øyvind Tønnesson, "Efter 1994. Tvil Om Nytten" i 50 År: Nordisk Råd 1952-2002. Til Nordiske Nytte?, red. Knud Enggaard (København, 2002), 133-50; Sundelius og Wiklund, "Nordisk förnyelse i etapper."
Med henblik på at forstå fremkomsten af Nordic added value som det mest anvendte begreb til at udtrykke relevansen af nordisk samarbejde og de betydninger, der tillægges det i dag, skitserer dette kapitel derfor, hvordan denne relevans er blevet begrebsliggjort siden begyndelsen af 1990'erne. Det uddybes yderligere i kapitel 4, hvordan denne konceptualisering til tider har udspillet sig og til tider er blevet faciliteret af Nordisk Ministerråds sekretariat, der har været en central aktør i processen.

Nordisk nytte: Det nordiske samarbejdes "need to have"

I 1990'erne blev det nordiske samarbejde taget op til genovervejelse. Danmark havde været medlem af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab siden 1973, men med Finlands og Sveriges fælles optagelse i 1995 i det, der nu var EU, stod Norden over for en ny situation, omend Norge og Island ikke kom med i EU, men forblev medlemmer af Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS). Sammen med Finlands og Sveriges optagelse i EU betød selve etableringen af EU med Maastricht-traktaten fra 1993 og den intensivering af den europæiske integration, som denne repræsenterede, at det nordiske samarbejde indgik i en ny politisk kontekst. Samtidig medførte de geopolitiske ændringer og mulige nye samarbejdsarenaer, der opstod med Sovjetunionens fald, de baltiske landes uafhængighed og forhåbningerne knyttet til et demokratisk Rusland, et skift i de nationale regeringers prioriteringer såvel som for samarbejdet på nordisk plan.
Johan Strang og Norbert Götz, red., Nordiskt samarbete i kalla krigets kölvatten: Vittnesseminarium med Uffe Elleman-Jensen, Mats Hellström och Pär Stenbäck (Södertörns högskola, 2016); Nils Andrén, "Säkerhetspolitikens återkomst" i Norden i sicksack: Tre spårbyten inom nordiskt samarbete, red. Bengt Sundelius og Claes Wiklund (Stockholm: Santérus Förlag, 2000), 293-301; Kazimierz Musiał, "Reconceptualizing Nordic Identities after 1989" i Bordering the Baltic: Scandinavian Boundary-Drawing Processes, 1900-2000, red. Madeleine Hurd (Berlin: LIT Verlag, 2011), 105-25; Kazimierz Musiał, "Reconstructing Nordic Significance in Europe on the Threshold of the 21st Century" Scandinavian Journal of History 34, nr. 3 (2009): 286-306.
Set i lyset af denne udvikling var tidligere anskuelser af det nordiske samarbejde som repræsenterende et "andet" Europa mellem øst og vest, ikke længere særlig attraktive.
Strang, "The Rhetoric of Nordic Cooperation", 104.
 Det gav anledning til en heftig debat om betydningen af og fremtiden for det nordiske samarbejde over for EU og de demokratiserende tidligere Warszawablok-stater, hvoraf de baltiske lande var de mest fremtrædende. Debatten kom også til at dreje sig om effekten af aktiviteterne i Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd,
Peter Duelund og Gitte Pedersen, "The Nordic Cultural Cooperation" i The Nordic Cultural Model. København: Nordisk Kulturinstitut, 2003, 255-56.
 ikke mindst fordi de eksisterende rammer for nordisk samarbejde blev anset for at være umulige at forny og for ufleksible i en udfordrende international kontekst.
Gry Larsen, "Reformering av Nordisk Råd" i Norden i sicksack: Tre spårbyten inom nordiskt samarbete, red. Bengt Sundelius og Claes Wiklund (Stockholm: Santérus Förlag, 2000), 202.
Ideen om nordisk nytte blev først introduceret som et vejledende princip for det nordiske samarbejde i denne sammenhæng. Det blev først foreslået som et centralt operationelt koncept i rapporten Nordiskt samarbete i en ny tid,
Nordisk Ministerråd og Nordisk Råd, "Nordiskt samarbete i en ny tid: det nordiska samarbetet i ljuset av folkomröstningarna om EU-medlemskap för Finland, Norge och Sverige: förslag till mål, innehåll och former för nordiskt samarbete i en föränderlig tid" (Nordisk Råd, Nordisk Ministerråd, 1995).
 som blev fremlagt til drøftelse på Nordisk Råds 46. session den 28. februar 1995 og underskrevet af en fælles, højt profileret, arbejdsgruppe for Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd. Rapporten blev bestilt på et fælles møde mellem de nordiske statsministre og Nordisk Råds præsidium i november 1994, men den fulgte i store træk en retning, som allerede var blevet udstukket af de nordiske statsministre i Bornholm-erklæringen fra 1992. Arbejdsgruppens mandat var dog eksplicit knyttet til folkeafstemningerne om EU-medlemskab, der fandt sted i oktober og november 1994 i Finland, Norge og Sverige.
Nordisk Ministerråd og Nordisk Råd; Tønnesson, "Tvil Om Nytten", 2002, 133-34.
 Rapporten blev tydeligt italesat som et svar på et opfattet behov for at forny, modernisere og rationalisere det nordiske samarbejde.
Nordisk Ministerråd og Nordisk Råd, "Nordiskt samarbete i en ny tid", 1995.
Rapporten fra 1995 definerede nordisk nytte som resultatet af aktiviteter, der:
  • Ellers kunne gennemføres på nationalt plan, men hvor der skabes konkrete positive effekter gennem fælles nordiske løsninger,
  • manifesterer og udvikler en opfattelse af nordisk fællesskab, og
  • øger nordisk kompetence og konkurrencekraft.
    Nordisk Ministerråd og Nordisk Råd.
I reformrapporten fra 1995 blev princippet om nordisk nytte dermed defineret som den positive akkumuleringseffekt af det nordiske samarbejde.
Duelund and Pedersen, "The Nordic Cultural Cooperation", 256-58.
 Succesen af enhver aktivitet, der udførtes på et officielt nordisk niveau, ville blive vurderet ud fra, hvordan den opfyldte de tre forudbestemte mål om nordiske løsninger, nordisk fællesskab og nordisk kompetence. De tre forudbestemte effekter af den fælles nordiske indsats afspejlede både sociokulturelle værdier (følelsen af nordisk fællesskab og kompetence) og økonomiske værdier (kompetence og konkurrenceevne).
Lennartsson og Nolin, "Nordiska kulturfonden", 20.
 I den forbindelse er det også værd at bemærke, at rapporten beskrev Norden som "et ægte værdifællesskab", hvilket tyder på, at fælles værdier var grundlaget for enhver videre diskussion om samarbejdets nytte.
Nordisk Ministerråd og Nordisk Råd, "Nordiskt samarbete i en ny tid", 1995.
Alligevel kan rapporten og indførelsen af nordisk nytte forstås i sammenhæng med bredere politiske debatter om nordisk samarbejde, som endte med at fokusere på effektivitet og resultater, samt et incitament til at prioritere de begrænsede ressourcer, der stod til rådighed for nordisk samarbejde.
Tønnesson, "Tvil Om Nytten", 2002, 137.
 Det blev et særligt presserende spørgsmål, da den svenske regering i 1995 besluttede at beskære bevillingerne til det nordiske samarbejde kraftigt. Det blev af mange opfattet som et udtryk for, at den europæiske integration havde ført til en nedprioritering af det nordiske niveau – selv om den daværende svenske statsminister Ingvar Carlsson afviste, at det var tilfældet.
Larserik Häggman, "Sverige vill skära i nordiska budgetten", Nordisk Kontakt, 1995.
 Mens budgetnedskæringerne var kontroversielle, afslørede diskussionen omkring dem en forholdsvis bred konsensus om, at "nordiske penge skal bruges målrettet og på en sådan måde, at de er til størst mulig nytte", sagt med den daværende norske statsminister Gro Harlem Brundtlands ord.
Häggman.
Nordisk nytte blev da også i første omgang anvendt som et middel til at gennemføre budgetnedskæringerne i midten af 1990'erne. På baggrund af en anbefaling i rapporten Nordiskt samarbete i en ny tid fik en fælles nordisk arbejdsgruppe til opgave at evaluere de mere end 40 individuelle institutioner, der opererer under det nordiske samarbejdes paraply. Denne evaluering blev fremlagt i oktober 1995 i en rapport med titlen Nordisk nytte, som rangerede hver institutions nordisk nytte på en lav-mellem-høj skala.
Den Fællesnordiske Arbejdsgruppe, "Nordisk nytte" (Nordisk Råd, Nordisk Ministerråd, 1995).
 I den proces, bemærkede forfatterne af Nordisk nytte, kunne en præcis anvendelse af princippet for nordisk nytte som skitseret i den tidligere rapport have den effekt, at rapporternes evalueringer til tider kunne være i modstrid med "mere almindelige evalueringer af nordisk samarbejde og andre værdiopfattelser af nytte."
Den Fællesnordiske Arbejdsgruppe, 5-6.
 Rapporten indskrænkede således de fremherskende forståelser af, hvad der blev set som gavnligt i det nordiske samarbejde. Det gjorde den i henhold til en hierarkisk struktureret tredimensionel operationalisering af definitionen af nordisk nytte fremlagt i rapporten Nordiskt samarbete i en ny tid, og den evaluerede hver aktivitet i følgende rækkefølge:
  1. Det geografiske indvirknings- eller interesseområde/​hvorvidt en aktivitet kan betragtes som nordisk.
  1. Graden af omkostningseffektivitet og anvendelse af kompetencer involveret i den fælles indsats/​hvorvidt den fælles indsats fører til målbare effekter i form af omkostningseffektivitet eller resultater.
  2. Kvaliteten af resultaterne vurderet i forhold til synligheden af efterspørgsel, effektivitet og effekt/​i hvilken grad en aktivitet støtter udviklingen af nordisk fællesskab, kompetence og konkurrenceevne.
    Den Fællesnordiske Arbejdsgruppe, 6.
Den fælles arbejdsgruppes anvendelse af begrebet nordisk nytte førte til lukningen af 13 nordiske institutioner, hvilket senere gav anledning til kritik, der gik på arbejdsgruppens økonomistiske tankegang. Blandt andet fremførte de nordiske kulturministre kritik af, at rapporten "utvetydigt" favoriserede kvantitative evalue­rings­metoder frem for kvalitative. Desuden blev det bemærket, at sammen­sæt­ningen af arbejds­gruppen sikrede en over­repræsentation af finans­ministerierne, hvilket yderligere understregede dens økonomiske vinkel.
Christian Opitz og Tobias Etzold, “Seeking Renewed Relevance: Institutions of Nordic Cooperation in the Reform Process", SWP-kommentar (Berlin: Stiftung Wissenschaft und Politik, 2018); Tønnesson, "Tvil Om Nytten", 2002; Duelund og Pedersen, "The Nordic Cultural Cooperation", 258.
 Parlamentarikere i Nordisk Råd kritiserede også evalueringen af nordisk nytte, idet den ikke havde taget hensyn til "såkaldte bløde værdier", især hvad angik institutioner der beskæftiger sig med kultur, de nordiske sprog og forskning, og at den derfor ikke havde føling med, hvad de nordiske befolkninger betragtede som "nyttigt".
Svenolof Karlsson, Guðrún Dager Garðarsdóttir og Viveca Wiklund, red., Nordisk Råds Blå bog 1995, Kuopio (Stockholm: Norstedts Tryckeri, 1996), 137.
Operationaliseringen af nordisk nytte i det nordiske samarbejde opstod således på baggrund af budgetnedskæringer, og spørgsmålet om nordisk nytte blev et spørgsmål om institutionel overlevelse i mange af de nordiske institutioner. Begrebet kom til at betegne den essentielle kerne i det nordiske samarbejde – det nødvendige "need-to-have" snarere end det ønskværdige "nice-to-have" i det nordiske samarbejde. Ifølge en embedsmand, der arbejdede i Nordisk Ministerråds sekretariat i slutningen af 1990'erne, var dette en almindeligt artikuleret forståelse af nordisk nytte i sekretariatet på daværende tidspunkt.
Interview 1 med embedsmand fra Nordisk kulturkontakt, 22. november 2023.
 Det er næppe overraskende, idet den daværende leder af arbejdsgruppen bag Nordisk nytte-rapporten, Søren Christensen, i 1996 var blevet generalsekretær for Nordisk Ministerråd.

Nordisk merværdi: Et alternativ til eller en udvidelse af nordisk nytte?

I kølvandet på kritikken af rapporten Nordisk nytte, dens konceptualisering af begrebet nordisk nytte og måden, hvorpå denne konceptualisering blev anvendt til at evaluere de institutionelle rammer for det officielle nordiske samarbejde, opstod nordisk merværdi [bogstaveligt talt, Nordic added value] som et nyt koncept i officielle håndbøger og dokumenter fra slutningen af 1996.
Nordisk Ministerråd og Nordisk Råd, red., Nordisk statutsamling 1990-1999. Del 1-2: 1990-1999, Nord, 2000:9 (København: Nordisk Råd, Nordisk Ministerråd, 2000), 245.
 I starten blev nordisk merværdi tilsyneladende foretrukket frem for nordisk nytte i institutioner, der beskæftigede sig med kulturelt samarbejde, hvor operationali­seringen af nordisk nytte var blevet mødt med den største modstand, og det indgik i Nordisk Kulturfonds retningslinjer fra 1997 og frem.
Nordisk Ministerråd og Nordisk Råd, 347; se også Lennartsson og Nolin, "Nordiska kulturfonden", 73, 78-79, 118.
 Men skønt nordisk merværdi i første omgang kunne tænkes som et alternativ til nordisk nytte – for eksempel i de kulturinstitutioner, der havde klaret sig dårligt i Nordisk nytte-rapporten – blev det hurtigt indarbejdet side om side med nordisk nytte som en del af eksistensberettigelsen for det nordiske samarbejde. Begge begreber optrådte i 1999 i Nordisk Ministerråds institutionshåndbog og i standardvedtægterne for nordiske institutioner, hvor det blev fastsat, at institutionerne i det officielle nordiske samarbejde skulle bidrage til at
skabe en høj nordisk profil og bidrage til den nordiske nytte så virksomheden skaber en nordisk merværdi ud over de rent faglige samarbejdsresultater.
Nordisk Ministerråd og Nordisk Råd, Nordisk statutsamling 1990-1999. Del 1-2, 220; se også Lennartsson og Nolin, "Nordiska kulturfonden", 119.
Skønt sondringen mellem nytte og merværdi i 1999-vedtægterne ikke er helt klar, lader merværdi til at være konceptualiseret som et ekstra resultat af bestræbelser for at opnå det her udefinerede nordisk nytte-princip. Det er også værd at bemærke, at dette resultat defineres som noget, der strækker sig ud over de konkrete resultater af det praktiske samarbejde inden for de givne sektorer. Selvom karakteren af dette "noget ekstra" ikke blev uddybet i standardvedtægterne, er det blevet bemærket, at nordisk merværdi kan opfattes som indeholdende referencer til "nordiske værdier" – de værdier, som de nordiske samfund hævdes at være baseret på.
Kharkina, "From Kinship to Global Brand", 2013, 97.
 Med sin allusion til det utilitaristiske giver nytte ikke de samme fortolkningsmuligheder.
Den bogstavelige oversættelse af begrebet nordisk merværdi til engelsk er "Nordic added value", men da det først trådte ind i det nordiske samarbejdes vokabular, blev det mest omtalt som "Nordic synergy" (nordisk synergi).
F.eks. Kharkina, 97.
 Oversættelser mellem de skandinaviske og engelske termer er tilsyneladende aldrig blevet standardiseret. Nordic synergy blev et centralt begreb i selvrepræsentationen af det officielle nordiske samarbejde i begyndelsen af 2000'erne. I Co-operation for Strength, en engelsksproget informations­brochure udgivet af Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd i 2005, defineres "Nordic synergy" som ideen om, at "Nordisk samarbejde er designet til at tilbyde deltagere mere end de individuelle lande kan udrette på egen hånd" med henvisninger til ambitioner om at:
  • Forbedre vilkårene for at bo, arbejde og drive forretning i de nordiske lande,
  • gøre de små nordiske lande stærkere,
  • øge nordiske værdiers internationale gennemslagskraft,
  • bevare nordiske sprog, nordisk historie og nordiske traditioner i en stadig mere globaliseret verden, og
  • vedtage fælles standpunkter ift. problemstillinger der skal debatteres i internationale fora.
    Nordisk Ministerråd, "Co-Operation for Strength" (København: Nordisk Ministerråd, Nordisk Råd, 2005), 5.
Ud over den ovennævnte tilknytning til "nordiske værdier" viste der sig en klar international dimension i konceptualiseringen af "Nordic synergy". Denne dimension afspejlede et stærkt fokus på internationale arenaer og globaliseringens udfordringer i tidens officielle nordiske samarbejde. Det blev blandt andet udspecificeret i de nordiske statsministres globaliserings­erklæring fra 2007, den såkaldte Punkaharju-erklæring.
Se f.eks. Nordisk Ministerråd, "Det nordiske kompas: Islands formandskabsprogram 2009" (Nordisk Ministerråd, Nordisk Ministerråds sekretariat, 2008); se også Dang, "'Nordic added value': A Floating Signifier and a Mechanism for Nordic Higher Education Regionalism".
 Nordic synergy var meget tydeligt konceptualiseret i denne sammenhæng, hvilket afspejlede forestillingen om, at de nordiske lande var stærkere, når de handlede sammen i internationale fora samt over for globale udfordringer. Det næste afsnit ser nærmere på, hvordan nordisk nytte, nordisk merværdi, og endelig det engelsksprogede udtryk Nordic added value udviklede sig i forhold til det måske vigtigste af disse fora, nemlig EU.

Nordic added value og europæiseringen af det nordiske samarbejde

Historien bag den fremtrædende status som Nordic added value-princippet og -begrebet har i det nordiske samarbejde er nært forbundet med den stadig vigtigere rolle, som EU har spillet i alle de nordiske lande, uanset om de er EU-medlemmer eller ej, og de måder, hvorpå dette har påvirket det officielle nordiske samarbejde. Der er sket en europæisering af Norden i kølvandet på Det Europæiske Fællesskabs bestræbelser på at skabe et fuldt udbygget indre marked siden 1986.
Tønnesson, "Tvil Om Nytten", 2002, 133.
 Det er da også blevet hævdet, at det nordiske samarbejde er blevet mere regionalt, europæisk og internationalt især siden begyndelsen af 1990'erne, og at interaktioner på europæisk niveau er blevet et centralt element i periodens officielle nordiske samarbejde.
Tobias Etzold, "Nordic Institutionalized Cooperation in a Larger Regional Setting" i Nordic Cooperation. A European Region in Transition, red. Johan Strang (Abingdon & New York: Routledge, 2016), 147.
 Dette har ført til "en gradvis europæisering af det nordiske samarbejde".
Lucie Tunkrova, "The Nordic Countries’ ‘Exceptionalism’ in EU Environmental Policy", Contemporary European Studies, nr. 02 (2008): 23.
På Nordisk Råds møde i februar-marts i 1995 beroligede den daværende danske statsminister Poul Nyrup Rasmussen de nordiske parlamentarikere med, at der ikke kunne stilles spørgsmålstegn ved behovet for nordisk samarbejde, og at "uanset vores forskellige veje inden for det europæiske samarbejde, har Nordens lande aldrig haft så nære og sammenfaldende interesser i forhold til den europæiske udvikling [som de har nu]".
Tønnesson, "Tvil Om Nytten", 2002, 133.
 Men som vi har set, gav det faktum, at tre af de fem nordiske lande nu var medlemmer af EU, anledning til en debat, der i sidste ende førte til en nyorientering i opfattelsen af, hvordan det nordiske regionale arbejde burde planlægges og operationaliseres.
Dang, "‘Nordic Added Value’: A Floating Signifier and a Mechanism for Nordic Higher Education Regionalism", 6.
 De nordiske statsministre talte således for en organisatorisk reform af Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd med henblik på at gøre koordinering og initiativer på europæisk plan til væsentlige elementer i det nordiske samarbejde. I 1996 blev Nordisk Råd omorganiseret efter en ny søjlestruktur, der skulle sørge for, at arbejdet blev fokuseret på tre geografisk afgrænsede områder:
    • traditionelt samarbejde på tværs af Norden,
    • samarbejde med "tilstødende områder" (Baltikum, Nordvestrusland) og
    • samarbejde inden for EU og Europa i mere bred forstand.
      Tønnesson, "Tvil Om Nytten", 2002, 134; Opitz og Etzold, "Seeking Renewed Relevance", 2.
    Som beskrevet ovenfor var det i høj grad inden for denne kontekst af "europæiseringen" af det nordiske samarbejde, at nordisk nytte blev vedtaget som princippet for det officielle nordiske samarbejde i begyndelsen af 1995 – det er blevet bemærket, at "det nordiske samarbejdes added value skulle omdefineres i forhold til europæisk integration."
    Opitz and Etzold, "Seeking Renewed Relevance", 2.
    Da den engelsksprogede formulering Nordic added value blev et fast begreb i det nordiske samarbejdes vokabular i slutningen af 2000'erne, skete det i tæt samspil med udviklingen på europæisk plan. Formuleringer som "added value", "value-added" og forestillingen om, at specifikke programmer og initiativer "tilfører værdi" til det nordiske samarbejde dukkede af og til op i løbet af 2000'erne, f.eks. i programmerne for formandskabet for Nordisk Ministerråd i 2007 og 2010.
    Nordisk Ministerråd, "The Nordic Region: A Region of Opportunity Close to You: Programme for The Finnish Presidency of the Nordic Council of Ministers 2007" (Nordisk Ministerråd, 2006); Nordisk Ministerråd, "The Nordic Region Pointing the Way Forward: Programme for the Danish Presidency of the Nordic Council of Ministers 2010" (Nordisk Ministerråd, 2009).
    Alligevel var det i en policy brief bestilt af NordForsk, Rethinking Nordic Added Value in Research, at Nordic Added Value (skrevet med store forbogstaver) først blev introduceret som et selvstændigt begreb.
    Arnold, "Rethinking Nordic Added Value in Research".
     Som det diskuteres mere detaljeret i afsnittet om NordForsk i denne rapport, var sammenfatningen – forfattet af Erik Arnold fra konsulentfirmaet Technopolis – knyttet direkte til bestræbelserne på at evaluere nordisk forskningssamarbejde i forbindelse med europæisk forskningssamarbejde som institutionaliseret i form af det såkaldte European Research Area (ERA) siden 2000. Nordic added value blev således først artikuleret som et specifikt engelsksproget begreb inden for det nordiske samarbejde som led i bestræbelser på at europæisere det nordiske forskningssamarbejde.
    Ved introduktionen af Nordic Added Value henviste førnævnte policy brief eksplicit til det styrende princip for forsknings­samarbejde i ERA, "European Added Value" (ofte forkortet som EAV). Begrebet European added value, der i stigende grad blev brugt på tværs af EU's politikområder, havde sin oprindelse i EU's diskussioner omkring det nye europæiske indre marked og som et modsvar til den voksende euroskepsis, der opstod under den lave vækst og høje arbejdsløshed på tværs af de europæiske landes økonomier i 1980'erne. I nyere definitioner er European added value blevet beskrevet som "den Europæiske Unions eksistensberettigelse" og "essensen af, hvad Den Europæiske Union står for", dvs.
    At den samlede sum af alle tiltag vil føre til bedre samlede resultater for deltagerne, end deres individuelle handlinger kan give, og troen på, at stærkere kollektive handlinger og delt suverænitet derfor vil være gavnlige for medlemsstaterne og deres borgere.
    Gaston Moonen, "Editorial: Why There Has to Be European Added Value", ECA Journal, nr. 3 (2020): 6; Gabriele Cipriani, "‘Adding Value’, the Raison D´être of the European Union", ECA Journal, nr. 3 (2020): 85-88.
    Begrebet European added value udviklede sig i tæt samspil med forestillingen om, at der er en "omkostning ved ikke-Europa" – det vil sige en økonomisk fordel, der ville være gået tabt uden det europæiske fællesmarked.
    Anthony Teasdale, "European Added Value: The Origins of an Idea Whose Time Has Come", ECA Journal, nr. 3 (2020): 134-40.
     Senere blev European Added Value også knyttet til EU's juridiske grundlag, og det blev almindeligvis omtalt i forbindelse med indførelsen af nærhedsprincippet, der blev indført via Maastricht-traktaten i 1992 – princippet om, at beslutninger bør træffes på så nært eller lokalt niveau som muligt.
    Daniel Tibor, "EU Added Value — a Categorical Imperative for EU Action?", ECA Journal, nr. 3 (2020): 8-18.
     I europæisk samhørighedspolitik [cohesion policy] er "added value" blevet defineret som "noget der blev muliggjort, eller som ikke ville være sket uden et [europæisk] fællesskabs bistand", mens forskellige typer added value er blevet identificeret: added value for samhørighed, politisk added value, added value for politikker [policy], operationel added value, added value for læring
    John Bachtler og Sandra Taylor, "The Added Value of the Structural Funds: A Regional Perspective", IQ-Net Thematic Paper on the Future of the Structural Funds, Glasgow., 2003; også Andrea Mairate, "The ‘Added Value’ of European Union Cohesion Policy", Regional Studies 40, nr. 2 (april 2006): 167-77.
     og – med særlig henvisning til nordiske indsatser – territorial added value.
    Lisa Hörnström, Lise Smed Olsen og Lisa Van Well, "Added Value of Cross-Border and Transnational Cooperation in Nordic Regions" (Stockholm: Nordisk Ministerråd; Nordregio, 2012), 13.
     Inden for forskning, videnskab og teknologi blev European Added Value udviklet i en række rammeprogrammer, hvor det har legitimeret Det Europæiske Fællesskabs handlinger på området. Omend de udviklede sig gennem tiden, drejede disse rammeprogrammers udvælgelseskriterier for European added value sig generelt om spørgsmål omkring samhørighed, omfang, økonomiske fordele, komplementaritet og forening (af det europæiske forskningsfelt, dvs. gennem udvikling af ensartede regler og standarder).
    Arnold, "Rethinking Nordic Added Value in Research", 30-31.
    Men skønt flere kommentatorer har beskrevet European Added Value som et gådefuldt udtryk, der mangler en klar eller ensartet definition og har forskellige betydninger for forskellige EU-interessenter,
    Tibor, "EU Added Value — a Categorical Imperative for EU Action?"; Tarschys, The Enigma of European Added Value.
     vandt de finanspolitiske fortolkninger generelt over de juridiske fra 2000'erne og frem. Fra 2011 har der eksisteret en "European Added Value Unit" (Enhed for Europæisk Merværdi) under Europa-Parlamentets forskningstjeneste, som ifølge en beskrivelse "søger at identificere og kvantificere den potentielle økonomiske gevinst ved politikinitiativer, som Parlamentet favoriserer inden for en lang række politikområder [... ] på en måde, der kunne styrke Europas økonomiske resultater med tiden".
    Teasdale, "European Added Value".
     Begrebet European added value afspejler således klart, at det er opstået i forbindelse med økonomisk integration gennem udviklingen af det europæiske indre marked.
    Den økonomiske oprindelses­historie bag konceptualiseringen af European added value er værd at bruge lidt tid på, givet begrebets centrale rolle som referencepunkt fra starten af den proces, hvor Nordic added value blev det engelsksprogede standardudtryk anvendt til at legitimere officielt nordisk samarbejde. Navnlig blev European added value og Nordic added value sammenlignet med hinanden i førnævnte policy brief, Rethinking Nordic Added Value in Research, og mens der blev argumenteret for, at "merværdien" af forsknings­samarbejde på de nordiske og europæiske niveauer var forskellig på nogle parametre, ikke mindst i betragtning af den uformelle dimension af Nordic added value, blev de to begreber i store træk behandlet som sammenlignelige.
    F.eks. Arnold, "Rethinking Nordic Added Value in Research", 36.
    Desuden brugte policy briefen specifikt udtrykket "Nordic Added Value", når den henviste til operationaliseringen af nordisk nytte i forbindelse med Nordisk nytte-rapporten fra 1995, uden at dette gav anledning til yderligere overvejelser.
    F.eks. Arnold, 20-22.
     Briefen henviste ikke til nordisk merværdi, men sidestillede i stedet Nordic added value med nordisk nytte, dog på en måde, der omfattede både økonomiske og sociokulturelle konnotationer.
    Arnold, 21-22.
     Som sådan blev det engelsksprogede begreb Nordic added value med tilbagevirkende kraft rettet ind efter en tidligere beskrivelse af formålet med og konstitueringen af fællesnordiske indsatser, der var blevet betegnet som økonomiske og havde medført nedlæggelsen af en lang række nordiske institutioner.
    Om end det blev erkendt, at operationaliseringen af definitionen af  nordisk nytte fra 1995 var blevet kritiseret for potentielt at underminere det nordiske samarbejdes traditionelle funktion i at opretholde en fælles nordisk identitet. Arnold, 20-21.
     I overførslen og tilpasningen af begrebet fra det europæiske til det nordiske niveau kom Nordic added value således til at rumme flere lag af betydning og flere begrebsmæssige sammen­sætninger, især nytte og merværdi, hvilket gjorde begrebet tvetydigt.

    Nordic added value i reforminitiativer ifm. nordisk samarbejde

    I løbet af de sidste par årtier har det nordiske samarbejde fået fornyet momentum, men også stået over for alvorlige kriser.
    Liimatainen, "Nordic Added Value in Nordic Research Co-Operation", 14-15; Strang, "Introduction: The Nordic Model of Transnational Cooperation?"
     På den ene side har alt hvad der er "nordisk", været efterspurgt internationalt. De enkelte nordiske landes præstationer på internationale ranglister på både sociale og økonomiske parametre har skabt stor opmærksomhed i ind- og udland – et berømt eksempel er, at The Economist betegnede de nordiske lande som "Den næste supermodel" i 2013.
    "The next Supermodel", The Economist, 2. februar, 2013, https://www.economist.com/leaders/2013/02/02/the-next-supermodel.
     Der har også været stor international interesse for det nordiske køkken, nordiske noir-krimiserier på tv og formodede "nordiske" måder at leve lykkeligt på, med inkorporeringen af ord som hygge, sisu og lagom i det daglige sprog.
    F.eks. Michael Booth, The Almost Nearly Perfect People: The Truth About the Nordic Miracle (London: Jonathan Cape, 2014); jf. Lily Kelting, "New Nordic Cuisine: Performing Primitive Origins of Nordic Food" i Contesting Nordicness: From Scandinavianism to the Nordic Brand, red. Jani Marjanen, Johan Strang og Mary Hilson (Oldenbourg: De Gruyter, 2022), 175-96; Jakob Stougaard-Nielsen, "Nordic Noir: Branding Nordicness as British Boreal Nostalgia", i Contesting Nordicness: From Scandinavianism to the Nordic Brand, red. Jani Marjanen, Johan Strang og Mary Hilson (Oldenbourg: De Gruyter, 2022), 197-218; Strang, Marjanen og Hilson, "A Rhetorical Perspective on Nordicness: From Creating Unity to Exporting Models."
    Gennem 2000'erne og 2010'erne blev det "nordiske brand" dyrket aktivt – og med ret stor succes – af Nordisk Ministerråd.
    Johannes Magnus, "International Branding of the Nordic Region", Place Branding and Public Diplomacy 12, nr. 2 (1. august 2016): 195-200; Strang, "The Rhetoric of Nordic Cooperation", 127.
     I den sammenhæng er der blevet argumenteret for, at den tiltagende brug af begrebet nordisk merværdi i nogen grad hænger sammen med bestræbel­serne på at skabe en konkurrence­dygtig og markant nordisk profil på den globale scene.
    Kharkina, "From Kinship to Global Brand", 97.
     Dette i øvrigt på et tidspunkt, hvor det nordiske kultur­samarbejde begyndte at blive vinklet med henvisning til den marketing-inspirerede forestilling om "de kreative industrier", dvs. at kultur og kreativitet blev fremstillet som aktiver, der styrkede Nordens økonomiske konkurrenceevne.
    Se f.eks. Tom Fleming og Petra Nilsson-Andersen, "A Creative Economy. Green Paper for the Nordic Region", Green Paper (København: Nordisk Innovationscenter; Nordisk Ministerråd, 2007); et kritisk perspektiv på fremkomsten af begrebet "den kreative økonomi" kan ses i Philip Schlesinger, "The Creative Economy: Invention of a Global Orthodoxy", Innovation: The European Journal of Social Science Research 30, nr. 1 (2017): 73-90.
     Desuden har der i det seneste årti og især de seneste par år været en markant stigning i relevansen af og interessen for sikkerhedspolitik set fra et nordisk synspunkt, ikke mindst i og med Finlands og Sveriges helt nylige optagelser i NATO.
    F.eks. Thorvald Stoltenberg, "Nordic Cooperation on Foreign and Security Policy", årgang 9, 2009; Clive Archer, "The Stoltenberg Report and Nordic Security: Big Idea, Small Steps", Danish Foreign Policy Yearbook, 2010, 43-74; Clive Archer og Pertti Joenniemi, "Nordic Security and Defence Cooperation: Northern Policies in a European Perspective" i Nordic Cooperation (Routledge, 2015), 165-81; Tuomas Iso-Markku, Eeva Innola og Teija Tiilikainen, "A Stronger North? Nordic Cooperation in Foreign and Security Policy in a New Security Environment", Publications of the Government´s Analysis, Assessment and Research Activities (Helsinki: Finlands premierministers kontor, 2018); Kristin M Haugevik og Ulf Sverdrup, "Ten Years on: Reassessing the Stoltenberg Report on Nordic Cooperation", 2019.
    På den anden side har Norden stået over for udfordringer, der har skabt spændinger mellem landene og påvirket det nordiske samarbejde negativt, men som også er blevet set som et kald for tættere samarbejde.
    Matti Niemivuo og Lotta Viikari, "Nordic Cooperation at a Crossroads", The Yearbook of Polar Law Online 10, nr. 1 (2019): 103-31; Riksdagens framtidsutskotts, Nordens nya relevans, årgang 2018, Riksdagens framtidsutskotts publikation 7 (Helsinki: Riksdagens framtidsutskotts, 2018).
     Nogle af disse udfordringer er af intranordisk karakter, såsom manglen på en fælles offentlig sfære, den fortsatte nedgang i den gensidige sprogforståelse og den tilsyneladende manglende interesse for nordisk samarbejde blandt nordiske politikere og embedsmænd i ministerierne,
    Ang. sprogforståelse, se f.eks. Lars-Olof Delsing og Katarina Lundin Åkesson, Håller Språket Ihop Norden?: En Forskningsrapport Om Ungdomars Förståelse Av Danska, Svenska Och Norska (Nordisk Ministerråd, 2005); Andrea Skjold Frøshaug og Truls Stende, "Does the Nordic Language Community Exist?" (København: Nordisk Ministerråd, 2021). Om manglen på politisk interesse for den institutionelle nordiske samarbejdsramme, se f.eks. Torsten Borring Olesen og Johan Strang, "European Challenge to Nordic Institutional Cooperation: Past, Present and Future" i Nordic Cooperation. A European Region in Transition, red. Johan Strang (Abingdon & New York: Routledge, 2016), 27. Desuden: Interview med dansk tidligere parlamentariker i Nordisk Råd, 28. juli 2023.
     hvor nogle gav udtryk for, at samarbejdsrammen tilbød "begrænset politisk merværdi".
    Stellan Ottosson, "Fortsättning på reformen av Nordiska ministerrådet: En utvärdering av organisationsreformen 2005" (Nordiske samarbejdsministerier, 2008), 6, 27.
     Andre udfordringer er globale i deres omfang, såsom klimakrisen, finansielle kriser, geopolitiske spændinger og sikkerhedspolitiske udfordringer. Især fremkomsten af ekskluderende nationalisme og populisme og den deraf følgende favorisering af nationale prioriteter har skabt udfordringer for EU og det internationale samarbejde i bredere forstand. Udviklingen har desuden sat det nordiske samarbejde på prøve, ikke mindst under flygtningekrisen i 2015 og COVID-19-pandemien, som begge afslørede en mangel på koordineringsevne på tværs af Norden og en midlertidig suspension af den frie bevægelighed mellem nogle af de nordiske lande.
    Niemivuo and Viikari, "Nordic Cooperation at a Crossroads"; Katja Creutz et al., "Nordic Cooperation amid Pandemic Travel Restrictions", FIIA-rapport (Helsinki: Finlands udenrigspolitiske institut, 2021).
    Under indtryk af interne spændinger og meningsforskelle, fortsat europæisk integration samt presserende globale udfordringer har spørgsmålet om det officielle nordiske samarbejdes politiske betydning fortsat præget det. Det officielle nordiske samarbejde har i en vis forstand været præget af en søgen efter politisk relevans gennem årtierne siden reformrapporten fra 1995, en søgen der har katalyseret vedvarende reformbestræbelser, især i Nordisk Ministerråd.
    Opitz og Etzold, "Seeking Renewed Relevance"; Ottosson, "Fortsättning på reformen av Nordiska ministerrådet"; Resonans Kommunikation, "Evaluering af Reformarbejdet Nyt Norden i Nordisk Ministerråd 2014-2017", 2018.
     På denne baggrund og på baggrund af et mandat fra de nordiske samarbejdsministre om at reformere Nordisk Ministerråd og gøre det nordiske samarbejde mere fleksibelt, mindre bureaukratisk og mere politisk operationelt, søgte Nordisk Ministerråds sekretariat under Dagfinn Høybråtens ledelse (2012–2019) at operationalisere Nordic added value i sit reformarbejde. Formålet var at gøre det nordiske samarbejde mere effektivt og mere politisk brugbart, og at skabe en organisation, der kunne opnå synlige og målbare resultater, så det nordiske samarbejde kunne "skabe nordisk nytte, bidrage med merværdi til alle og føre til konkrete politiske resultater".
    Nordisk Ministerråd, Nordisk Ministerråds sekretariat, "Nyt Norden: Afrapportering på generalsekretærens moderniseringsopdrag (med samarbejdsministrenes beslutninger)" (København: Nordisk Ministerråd, Nordisk Ministerråds sekretariat, 2014), 10; Nordisk Ministerråd, Nordisk Ministerråds sekretariat, "Nordens tid er nu: Nyt Norden 2.0 – næste fase af reformarbejdet" (København: Nordisk Ministerråd, Nordisk Ministerråds sekretariat, 2016); Interview med Dagfinn Høybråten, 5. december, 2023.
    Det var i og med dette at Nordic added value – benævnt både som nordisk nytte og nordisk merværdi i de relevante dokumenter – blev operationaliseret og institutionaliseret som et middel til at måle, tilpasse og fremvise effekterne af arbejdet i Nordisk Ministerråd og dets underinstitutioner. Ambitionen var at gøre Nordisk Ministerråd til et bedre redskab for de politiske beslutningstagere i de nordiske regeringer ved at operationalisere sloganet Nordic added value af hensyn til en praktisk orienteret reformindsats, der samtidig havde til formål at give nordisk samarbejde mere politisk indhold og nytte. For sekretariatet var målet, som erklæret i et reformoplæg, at "bidrage til resultater, der skaber merværdi og synliggør Norden internt og eksternt" ved at:
      • indlede, igangsætte og følge op på politiske beslutninger
      • udvikle viden som grundlaget for fælles løsninger
      • etablere netværk med henblik på udveksling af erfaringer og idéer.
        Citeret fra Nordisk Ministerråd, Nordisk Ministerråds sekretariat, "Nyt Norden", 54.
      Hvad der menes med Nordic added value, blev uddybet i Nordisk Ministerråds strategi for kulturelt samarbejde, der blev udgivet omkring samme tid, og som fastholdt, at:
      En grundlæggende forudsætning for det nordiske kultur­samarbejde er princippet om Nordic added value, dvs. at samarbejdet involverer områder, hvor de nordiske lande har fælles interesser og står over for fælles udfordringer.
      Nordisk Ministerråd, Strategy for Nordic Cultural Co-Operation 2013-2020 (Copenhagen: Nordisk Ministerråd, 2016), 3.
      Det var i den fælles indsats for at tackle disse fælles udfordringer, at Nordisk Ministerråds sekretariat så nordisk samarbejdes potentiale, forudsat at indsatsen fra Nordisk Ministerråd og dets underinstitutioner kunne mobiliseres til at imødegå udfordringerne, og at de nordiske regeringer kunne overbevises om deres nytte i den forbindelse.
      Interview med Dagfinn Høybråten; Nordisk Ministerråd, Nordisk Ministerråds sekretariat, "Nyt Norden".
       Følgelig ønskede Sekretariatet at knytte de forskellige institutioner under Nordisk Ministerråd tættere til Sekretariatet via en klarere model for institutionelt ejerskab. Det omfattede operationali­seringen af Nordic added value gennem løbende udstedelse af bevillingsbreve som grundlag for de enkelte institutioners finansiering, hvilket hurtigt kom til at omfatte afsnit, der skitserede den tilsigtede Nordic added value [nordisk nytte] af institutionernes igangværende og kommende projekter.
      Se for eksempel "Beviljningsbrev 2022 - Nordregio" (Nordisk Ministerråd, 2021).
       Ideen var, at institutionerne derved skulle blive mere umiddelbart betydningsfulde for de politiske beslutnings­tagere i de nordiske regeringer.
      Nordisk Ministerråd, Nordisk Ministerråds sekretariat, "Nordens tid er nu", 24; Interview med Dagfinn Høybråten.
       I jagten på politisk relevans blev Nordic added value således et uundgåeligt princip – eller redskab – for medarbejdere indenfor enhver gren af Nordisk Ministerråd og dets under­institutioner fra midten til slutningen af 2010'erne.

      Nordic added value i dag – og i fremtiden?

      Som diskuteret ovenfor er den politiske legitimitet og betydning af det nordiske samarbejde gennem de sidste tre årtier blevet artikuleret gennem begreberne nordisk nytte og nordisk merværdi og deres forskellige engelsk­sprogede oversættelser. Siden begyndelsen af 2010'erne er det engelsksprogede udtryk Nordic added value blevet stadig mere fremtrædende. Især i de nordiske organisationer, der ofte bruger engelsk, bruges begrebet Nordic added value i dag hyppigt til at angive de fælles aktiviteters formål. Begrebet benyttes for eksempel på fremtrædende vis i kommunikationen fra nordiske forskningssamarbejdsorganisationer som NordForsk, Nordisk Energiforskning og Nordregio.
      Liimatainen, "Nordic Added Value in Nordic Research Co-Operation"; se også senere i denne rapport.
      De to skandinaviske begreber bruges ofte parallelt, nærmest synonymt med hinanden og med Nordic added value, også selvom der til tider kan identificeres et betydningshierarki mellem de to begreber – hvor bidrag til nordisk nytte repræsenteres som det overordnede mål for Nordisk samarbejde, hvorimod nordisk merværdi udtrykkes i mere praktiske vendinger som resultatet af aktiviteter. Standardved­tægterne for nordiske institutioner, der blev skitseret i 1999, og som stadig danner grundlag for mange nordiske institutioners vedtægter i dag, er et godt eksempel på dette (som diskuteret ovenfor).
      Sammenlign f.eks. med NordForsks vedtægter. "NordForsk-stadgar", NordForsk, tilgået 1. marts 2024, https://www.nordforsk.org/sv/nordforsk-stadgar.
      Som resten af denne rapport også viser, er begrebet Nordic added value og dets skandinaviske ækvivalenter nu integreret og brugt vidt og bredt inden for alle grene af det officielle nordiske samarbejde, især hvad angår det tværministerielle samarbejde, selv om udtrykkets tillagte betydningerne er forskellige på tværs af forskellige institutioner og individer. Ikke desto mindre er Nordic added value ikke nævnt i Vision 2030-programmet, som opridser de nuværende retningslinjer for det officielle nordiske samarbejde. Ifølge de strategiske mål for Vision 2030 skitseret af de nordiske statsministre og vedtaget af Nordisk Ministerråd i 2019, er målet, at Norden senest i 2030 er den mest bæredygtige og integrerede region i verden, og alt samarbejde i Nordisk Ministerråds regi skal tjene dette formål. Visionen er knyttet til tre strategiske prioriteringer: "Et grønt Norden", "Et konkurrence­dygtigt Norden" og "Et socialt bæredygtigt Norden". Disse tre strategiske prioriteter behandler mange presserende udfordringer såsom klimaforandringer, forurening og trusler mod biodiversiteten og udfordringerne, som demokrati, integration og inklusion står over for, men understreger også Nordens rolle i en global kontekst.
      Nordisk Ministerråd, "Our Vision 2030 | Nordic Cooperation".
      På trods af at Nordic added value ikke er nævnt i det primære strategiske dokument, der skitserer den politisk ønskede retning for det officielle nordiske samarbejde, bliver princippet paradoksalt nok i stigende grad systematisk indarbejdet i de institutionelle rammer for samarbejdet. Nordisk nytte bliver for eksempel i stigende grad brugt som en fast kategori, når enkelte institutioner under Nordisk Ministerråd bliver bedt om at evaluere deres indsats i årsrapporter, eller når deres opgaver og projekter skitseres i bevillingsbreve.
      Se yderligere drøftelser herom i afsnittet om Nordisk Ministerråd og dets sekretariat.
       En mulig fortolkning af dette tilsyneladende paradoks er, at Nordic added value ikke længere fungerer som et centralt legitimerende princip for det officielle nordiske samarbejde på politisk niveau, men i stedet udelukkende tjener som et middel til at forfølge de visioner, der er skitseret for det nordiske samarbejde på et givet tidspunkt – med ringe (eller slet ingen) visionær eller fremadrettet værdi. Eller alternativt at Nordic added value er så centralt for det nordiske samarbejde, at ambitionerne og prioriteterne i Vision 2030 blot repræsenterer den nuværende udformning af ideen – det vil sige, at visionen og Nordic added value i virkeligheden er to sider af samme sag.
      Begge mulige fortolkninger synes at eksistere inden for institutionerne for det officielle nordiske samarbejde i dag, men uanset fortolkningen synes det klart, at betydningen af Nordic added value har udviklet sig efter lanceringen af Vision 2030 og fortsat vil ændre karakter. Bæredygtighed er for eksempel i stigende grad begyndt at dukke op i diskussioner om Nordic added value i de senere år.
      Se yderligere drøftelser herom i afsnittet om Nordisk Ministerråd og dets sekretariat.
      Derfor udvikler princippet om Nordic added value sig stadig i det nordiske tværministerielle samarbejde, og det bliver i stigende grad operationaliseret i såvel iværksættelsen af projekter som i evalueringer og prioriteringer af og i de enkelte institutioner under Nordisk Ministerråd. I den forbindelse er der gode grunde til at undersøge, hvordan begrebet forstås og anvendes i de forskellige institutioner under Nordisk Ministerråd, og hvordan sådanne forståelser og anvendelser er opstået.
      Resten af denne rapport skitserer derfor historikkerne, forståelserne og anvendelserne af Nordic added value i de enkelte institutioner i Nordisk Ministerråd, begyndende med selve Nordisk Ministerråd og dets sekretariat.

      Sammenfatning

      Dette kapitel har udforsket, hvordan brugen af Nordic added value er opstået og har udviklet sig inden for det officielle nordiske samarbejde. Det har vist, hvordan et begreb, der oprindeligt blev indført for at retfærdiggøre budgetnedskæringer, i løbet af tre årtier er blevet et styrende princip, der er dybt indlejret i det officielle nordiske samarbejde. Processens komplekse og mangesidige karakter er blevet demonstreret, herunder de flere væsentlige ændringer begrebets form og betydning har undergået. Endvidere er det blevet vist, hvordan disse ændringer var grundlæggende forbundet med udviklingen af det officielle nordiske samarbejde, fra krisen udløst af europæisk integration i midten af 1990'erne til brand-building-initiativer og indarbejdelsen af den EU-inspirerede diskurs omkring "added value" i det nye årtusinde og det seneste årtis forsøg på at operationalisere begrebet for at øge effektiviteten og den politiske relevans af det nordiske samarbejde. Afslutningsvis så kapitlet på Vision 2030, som dikterer Nordisk Ministerråds nuværende og fremtidige arbejde, idet den fastslår 2030 som målåret for Nordisk Ministerråds ambition om at gøre Norden til den mest bæredygtige og bæredygtige og integrerede region i verden. Kapitlet bemærker, at visionen ikke eksplicit nævner princippet Nordic added value – et aspekt, der potentielt bidrager til spændingerne mellem de politiske målsætninger for det nordiske samarbejde og de institutionelle rammer for samarbejdet.
      Nordisk Ministerråd I www.norden.org/da/publikationer I pub@norden.org