Go to content

Resumé

Denne rapport undersøger implementeringen af UNFCCC’s Gender Action Plan i de nordiske lande med fokus på Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige. 
Med udgangspunkt i den dataindsamling, der ligger til grund for rapporten, kan det konkluderes, at de nordiske lande viser engagement i at integrere ligestillingsperspektiver i klimapolitik og dermed bane vejen for en mere retfærdig, grøn omstilling. Rapporten understreger betydningen af institutionelle mekanismer og understøttende strukturer, som fremmer køns- og ligestillingsintegrering (gender mainstreaming) i klimapolitikker. De fem lande demonstrerer dette gennem bl.a. tværministerielle arbejdsgrupper for ligestillingsintegrering og ligestillingskoordinatorer i Sverige, Finland og Island, obligatorisk kønsspecifik budgettering (gender budgeting) i Island, obligatorisk relevanstestning for køns- og ligestillingsperspektiver i lovforslag i Danmark, og kønskvoter i Norge, Island og Danmark. 
Selvom undersøgelsen viser mange eksempler på brugen af køns- og ligestillingsintegrering i klimapolitikker i Norden, specielt i Sverige, Island og Finland, er der fortsat udfordringer og barrierer. Det omfatter bl.a. utilstrækkelig ressourceallokering til køns- og ligestillingsanalyse (gender analysis), mangel på relevante træninger og værktøjer til køns- og ligestillingsintegrering i klimapolitikker målrettet beslutningstagere, samt manglende viden om kønsspecifikke effekter af klimaforandringer og klimapolitikker i en national og nordisk kontekst. Derudover er der brug for mere systematiske monitorerings- og rapporteringsmekanismer, som kan understøtte implementeringen af UNFCCC GAP. 
Generelt viser undersøgelsen dog, at der er et stort engagement i de nordiske lande i forhold til at integrere ligestillingsperspektiver i klimapolitikker og i den grønne omstilling. Undersøgelsen viser også, at Nordisk Ministerråd har en betydelig rolle i forhold til at promovere og understøtte integreringen af køns- og ligestillingsperspektiver i nordiske klimapolitikker, bl.a. gennem events, publiceringer og andre vidensaktiviteter.