De tolv forskellige løsninger, deres begrundelse og eksemplerne på dem, er et koncentrat af de pointer, som fyldte mest i panelisternes diskussioner. Tværlæsningen af alle debatterne, og den efterfølgende kondensering samt beskrivelse, er foretaget af Tænketanken Mandag Morgen. Forslagene kan ses som inspiration og fokuspunkter for alle, der arbejder med at understøtte bestemte målgrupper i arbejdet med ensomhed, eller som vil afprøve konkrete initiativer, der kan virke forbyggende. Derudover taler flere af anbefalingerne ind i Nordisk Ministerråds 2030 vision på det sociale- og sundhedspolitiske område. Det gælder særligt mål 2, der har fokus på at fremme fysisk og psykisk sundhed, trivsel og livskvalitet for alle, uafhængigt af deres bopæl og socioøkonomisk baggrund.