Rapporten analyserer implementeringen og virkningerne af EU’s Carbon Border Adjustment Mechanism (CBAM) i Finland, Sverige og Danmark med fokus på konkurrenceevne, den grønne omstilling og emissionsudvikling. CBAM blev indført i 2023 og overgår gradvist til den endelige ordning fra 2026. Mekanismen har til formål at forhindre carbon leakage ved at sikre, at importvarer pålægges en CO₂-omkostning svarende til den, som EU-producenter betaler under EU’s kvotehandelssystem (EU ETS). CBAM er ikke i sig selv et klimavirkemiddel, men understøtter EU ETS ved at reducere incitamentet til at flytte produktion til lande med mindre stram klimapolitik.
Analysen fokuserer på fire centrale sektorer: jern og stål, cement, aluminium og gødning. Disse sektorer er både emissionsintensive, handelsudsatte og økonomisk vigtige for Norden. De nordiske producenter har generelt en lavere emissionsintensitet end mange globale konkurrenter, blandt andet på grund af renere energisystemer og tidlige investeringer i lavemissionsteknologier. Det giver dem et relativt godt udgangspunkt under CBAM. Samtidig peger rapporten på strukturelle ulemper såsom høje lønninger, energiomkostninger og produktionsomkostninger, hvilket betyder, at CBAM alene ikke sikrer langsigtet konkurrenceevne.
Et centralt tema er den mulige inddragelse af indirekte emissioner fra elforbrug i CBAM. Den nuværende udelukkelse af indirekte emissioner skaber ifølge rapporten en konkurrenceulempe for nordiske virksomheder, som i stigende grad elektrificerer produktionen og betaler højere priser for lavemissionsel. En inddragelse af indirekte emissioner vil bedre afspejle produkternes reelle klimaaftryk og potentielt styrke nordisk konkurrenceevne, men vil også øge administrative byrder og hæve priserne på elintensive importvarer, særligt aluminium.
Makroøkonomiske analyser viser, at CBAM forventes at have begrænsede samlede økonomiske konsekvenser for Danmark, Finland og Sverige, men mere markante sektorvise effekter. De sektorer, der er direkte omfattet af CBAM, vil generelt styrke deres konkurrenceposition, mens downstream-industrier, der anvender CBAM-produkter som input, kan opleve mindre omkostningsstigninger. På længere sigt forventes CBAM at ændre handelsmønstre til fordel for renere EU-produktion, understøtte investeringer i grøn teknologi og bidrage til den nordiske grønne industris omstilling, selv om de samlede EU-emissioner fortsat bestemmes af EU ETS-loftet.
Rapporten gennemgår også de nationale implementeringsmodeller. I alle tre lande kombineres en national kompetent myndighed med toldmyndighederne. Danmark har en tredelt model med Energistyrelsen som hovedansvarlig, Finland har samlet ansvaret hos Toldstyrelsen, og Sverige har Miljøstyrelsen i tæt samarbejde med toldvæsenet. En velfungerende implementering afhænger især af klare retningslinjer, tilstrækkelige ressourcer og stabile IT-systemer.
I forhold til forbrugsbaserede emissioner forventes CBAM gradvist at reducere de nordiske landes klimaaftryk ved at gøre kulstofintensive importvarer dyrere og fremme renere leverandører. De nuværende beregningsmodeller er dog ikke tilpasset CBAM’s detaljerede emissionsdata, selv om mekanismen på sigt kan forbedre datakvaliteten og præcisionen i emissionsopgørelser.
Rapporten afslutter med en række politiske anbefalinger, herunder at forberede sig på inddragelse af indirekte emissioner, engagere sig aktivt i EU’s regler for anerkendelse af tredjelandes CO₂-prissætning, prioritere udvidelse af CBAM til relevante sektorer, effektivisere national administration samt styrke koblingen mellem CBAM og emissionsregnskaber. Overordnet vurderes CBAM som et vigtigt supplement til EU ETS, der kan styrke nordisk konkurrenceevne i lavemissionsindustrier, hvis det kombineres med stabile klimapolitiske rammer og målrettet industripolitik.