Visionen og de tre strategiske prioriteringer
De nordiske statsministre besluttede den 20. August 2019, at Norden skal blive verdens mest bæredygtige og integrerede region mod år 2030, ”Vores Vision 2030”. Alt arbejde, som udføres inden for rammerne af Nordisk Ministerråd, skal bidrage til at realisere denne vision og strategiske prioriteringer om et grønt Norden, et konkurrencedygtigt Norden og et socialt bæredygtigt Norden.
Samarbejdet i justitssektoren fokuserer på de tre strategiske indsatsområder: ”Nordisk retsenhed”, ”Retssikkerhed i Norden” og ”Forebyggelse og bekæmpelse af kriminalitet”. Indenfor rammerne af disse indsatsområder bidrager justitssektoren til opnåelsen af de strategiske prioriteringer om et konkurrencedygtigt Norden og et socialt bæredygtigt Norden, som indgår i ”Vores vision 2030” for Nordisk Ministerråd.
Justitssektoren arbejder for at fremme nordisk retsenhed i overensstemmelse med de bestemmelser, der følger af Helsingforsaftalens regler om det nordiske samarbejde og for at forebygge unødige grænsehindringer i at opstå i Norden og skabe en integreret region. Dette indsatsområde bidrager både til visionens strategiske prioritet om et socialt bæredygtigt Norden og et konkurrencedygtigt Norden.
Indsatsområdet retssikkerhed i Norden har til formål at sikre og fastholde retsstatens principper i de nordiske lande og deres nærområder og bidrager således til et socialt bæredygtigt Norden.
Forebyggelse og bekæmpelse af kriminalitet, herunder organiseret kriminalitet og terror, er centralt for det nordiske samarbejde i justitssektoren. Justitssektoren har således bl.a. nedsat arbejdsgrupper, der koordinerer indsatsen mod menneskehandel og digitale overtrædelser. Dette bidrager til målsætningen om at opnå et socialt bæredygtigt Norden.
Samarbejdsprogrammet
Samarbejdsprogrammet for justitssektoren beskriver politiske prioriteringer og målsætninger for perioden 2025-2030.
Sektorens prioriteringer er et samarbejde inden for indsatsområder ”Nordisk retsenhed”, ”Retssikkerhed i Norden” og ”Forebyggelse og bekæmpelse af kriminalitet”.
Nordisk Råd og andre relevante aktører har været involveret i udarbejdelsen af samarbejdsprogrammet.
Samarbejdsprogrammet er det styrende dokument for alle aktiviteter under Ministerråd for justitssektoren. Samarbejdsprogrammet blev godkendt af MR-JUST den 20. september 2024 og skal gælde frem til den 31. december 2030.
Samarbejdsprogrammet tager udgangspunkt i Nordisk Ministerråds mission om at bidrage til realiseringen af visionen om at gøre Norden til verdens mest bæredygtige og integrerede region i 2030. Samtlige ministerråd i Nordisk Ministerråd arbejder for at nå visionen gennem de tre strategiske prioriteringer.