Gå til indhold

Ledelses­beretning 2023

Vejen mod Vision 2030

Med Island i spidsen har Nordisk Ministerråd i 2023 sat stor fokus på, hvordan det nordiske samarbejde bedst kan bidrage til at realisere statsministrenes vision om, at Norden skal være verdens mest bæredygtige og integrerede region i 2030. Alle politikområder har arbejdet systematisk med spørgsmålet som forberedelse til en mere målbaseret arbejdsmetode i ministerrådet.
Det var også temaet for højniveaukonferencen ”Norden i 2030 – hvilken vej tager vi?”, som fandt sted i september 2023. Her satte Nordisk Ministerråd nogle af de helt store samfundsudfordringer til debat blandt toneangivende nordiske eksperter, meningsdannere, politikere, ungdomsrepræsentanter, erhvervsliv m.fl., som fra hvert deres udgangspunkt gav værdifulde indspil til det videre arbejde. Samtalerne drejede sig bl.a. om, hvordan vi kan opretholde velfærd og velstand og samtidigt reducere det materielle fodaftryk, og hvordan vi kan bruge kunstig intelligens til at styrke Nordens konkurrenceevne på en ansvarlig måde. Centralt var også spørgsmålet om, hvordan man kan sikre Nordens sociale sammenhængskraft i en verden, hvor kriser og polarisering i stigende grad vinder indpas.

Den internationale udvikling understreger behovet for nordisk samarbejde

Geopolitikken har også i 2023 skabt en alvorlig ramme for det nordiske samarbejde. Ikke mindst sikkerhedssituationen i vore nærområder og Finlands og Sveriges ansøgninger om NATO-medlemskab har skabt fornyet interesse i Norden for drøftelser om regional resiliens og samfundsberedskab i bredeste forstand. Det samme har de globale udviklingstendenser på medieområdet og hvad angår demokrati, ligestilling og trivsel. Det er områder med tydelig nordisk merværdi i et samarbejde, og som har fyldt i de fagpolitiske drøftelser i Nordisk Ministerråd i løbet af 2023. Det islandske formandskabs fokus på fred har derfor været højaktuelt.

Ekstremt vejr giver grønt fokus nyt momentum

Hele Norden oplevede lige som store dele af resten af verden ekstreme vejrudsving og voldsomme naturbegivenheder i 2023. Rekordhøj varme, enorme vandmængder og sågar kraftige jordrystelser og vulkanudbrud ramte regionen. Det bekræfter på foruroligende vis endnu engang behovet og værdien af Nordisk Ministerråds satsning på bæredygtighed som et gennemgående hensyn i al vores virksomhed. Derfor var Ministerrådet også i 2023 til stede med stor synlighed på FN’s klimatopmøde COP28 i Dubai, hvor vi med viden, konkrete løsninger og faglige og politiske debatter i den nordiske pavillon søgte at inspirere og skabe håb og positive forestillinger om, hvordan en klima neutral fremtid kunne se ud.
Et særligt fokus i 2023 har været sammenhængen mellem mad og den grønne omstilling. Nordic Food Waste Summit, som samlede ministre, eksperter, aktivister, virksomheder og medlemmer fra civilsamfundet fra hele Norden i Stockholm i april måned, var startskuddet til et nordisk temposkift på madspilsområdet og resulterede i en række vigtige anbefalinger til det nordiske samarbejde og en erklæring på området fra ministrenes sommermøde.
Tilsvarende har der været stor opmærksomhed og debat – både internationalt og i Norden - om udgivelsen af de nye Nordiske Næringsrekommandationer (NNR2023), som for første gang ikke alene forholder sig til sundheden men også klimaaftrykket af vores diæt.

Nordens egne politiske arenaer

Nordisk Ministerråd har også i 2023 været aktive med egne pavilloner og på andres scener på de nordiske demokratifestivaler og folkemøder. Her har vi synliggjort Vision 2030 og den merværdi, det nordiske samarbejde skaber. Det har givet nordiske ministre, politikere, institutioner, unge, civilsamfundsnetværk, projekter og rapporter mulighed for at komme ud og leve blandt samarbejdspartnere, fagfolk og borgere.

Internt i Nordisk Ministerråd

2023 var på mange måder et overgangsår for Nordisk Ministerråd. Den 1. januar 2023 tiltrådte en ny Generalsekretær, og en stor del af den øvrige ledelsesgruppe blev ansat medio 2023. Det har givet organisationen en ny dynamik og en fornyet fokus på samskabelse og forenkling af procedurer og processer. Efter store fremskridt i organisationens forvaltningsmæssige praksis, ikke mindst på økonomiområdet, er der nu iværksat et større arbejde, som skal sikre, at organisationen pr. 1. januar 2025 er klar til at arbejde systematisk og systemunderstøttet med mål- og resultatstyring. På den måde vil merværdien af organisationens arbejde blive endnu tydeligere for alle interessenter.
Karen Ellemann
Generalsekretær, Nordisk Ministerråd