De nordiske statsministre vedtog i 2019 en fælles vision om, at Norden skal være verdens mest bæredygtige og integrerede region i 2030. Det er en vigtig og ambitiøs vision, som kræver effektive indsatser og politikker - også på det økonomiske og finanspolitiske område.
Sunde og stærke økonomisk-politiske rammer og ansvarlige finanspolitikker i de nordiske lande udgør vigtige forudsætninger for, at vi kan sikre økonomisk stabilitet og skabe øget beskæftigelse og velstand i Norden – og derigennem opnå vores fælles nordiske vision. Som små, åbne og eksportafhængige økonomier, er det afgørende at vi holder fast i dette.
Den grønne og digitale omstilling vil indebære nye muligheder og udfordringer. Opfyldelsen af vores klimamål nødvendiggør en effektiv grøn omstilling. Den økonomiske politik i de nordiske lande skal understøtte og tilskynde, at omstillingen gennemføres omkostningseffektivt og retfærdigt. Og skaber muligheder for alle i Norden.
Vi står over for ændrede strukturelle forhold, som påvirker vores økonomier og offentlige finanser i de kommende år. Befolkningerne i de nordiske lande bliver ældre, og samtidig gør den nye og sværere sikkerhedssituation og geopolitiske virkelighed, at vi skal prioritere flere ressourcer på forsvar og sikkerhed, og at de nordiske økonomier skal navigere i et mere usikkert internationalt miljø.
De nordiske økonomier er godt rustet til at håndtere disse udfordringer på en måde der skaber vækst, stabilitet og velstand for de nordiske befolkninger. Nordisk Ministerråd for Økonomi- og Finanspolitik (MR-Finans) udgør en vigtig ramme for de nordiske regeringers samarbejde på det økonomiske og finanspolitiske område.
De nordiske økonomi- og finansministre ønsker med dette samarbejdsprogram for perioden 2025-2030 at prioritere fokus og indsatser på de områder, hvor vi i fællesskab – gennem erfaringsudveksling, samarbejde og fælles tilgang til håndtering af fælles økonomiske udfordringer – kan sikre stærke og stabile økonomiske forudsætninger for Norden som region.
Vores mål er at fastholde og styrke de nordiske landes økonomiske modstandskraft, konkurrenceevne og vækstpotentiale. Så vi står stærkt rustet til at imødegå morgendagens udfordringer og skabe positive forandringer for de nordiske befolkninger. Og så vi når visionen om at være verdens mest bæredygtige og integrerede region.
God læselyst!