I samarbejdsprogrammet har vi prioriteret indsatserne til de områder, hvor landene gennem viden, erfaringsudveksling og samarbejde kan skabe nordisk nytte og sikre bedre forudsætninger for udvikling af Nordens arbejdsmarkeder.
Ambitionen er at skabe løsninger, der bidrager til de enkelte landes udvikling af politikker nationalt. Det er ligeledes ambitionen at koordinere fælles synspunkter og erklæringer på områder, hvor landene kan opnå mere i fællesskab end hver for sig.
For at sikre nordisk nytte og fremdrift i tråd med samarbejdsprogrammets vision behøves et tæt samarbejde på tværs af ministerråd og en løbende dialog med Nordisk Råd, civilsamfundet og ikke mindst arbejdsmarkedets parter.
Ligeledes er den særegne nordiske arbejdsmarkedsmodel et vigtigt redskab. Ikke bare når det gælder forhold som løn og arbejdstid, forandrede forhold på arbejdsmarkedet og uddannelse, men i særdeleshed også når det gælder at skabe gode forudsætninger for at nå Nordens vision 2030.
Samarbejdsprogrammet blev godkendt af MR-A den 29. august 2024 og gælder for perioden 2025-2030.