Gå til indhold

Introduktion

Dette værktøj til konsekvens­analyse er til jer, der skal integrere de tværgående perspektiver – miljø og klima, ligestilling og et børnerettigheds- og ungdoms­perspektiv – i Nordisk Ministerråd. Værktøjet skal hjælpe jer med at foretage en vurdering, der afdækker de mulige positive og negative effekter af en bestemt indsats. Med konsekvensanalysen kan I opdage potentialer for at styrke den pågældende indsats ved at tænke ét eller flere af de tværgående perspektiver ind i planlægning og udmøntning.
I gennemfører en konsekvens­analyse ved at reflektere over en række spørgsmål og notere jeres tanker i en formular, som varierer en smule afhængigt af den pågældende indsats’ karakter og relevans­punkter. Alle formularer indeholder spørgsmål om lige­stilling og tilgængelighed samt miljø og klima. Kun hvis indsatsen har relevans for børn og/​eller unge (under 25 år), vil formularen indeholde spørgsmål møntet på mainstreaming af børnerettigheds- og ungdoms­perspektiver. De indledende spørgsmål herunder fokuserer derfor primært på at filtrere i forhold til relevansen for børn og unge.
En indsats dækker over en hvilken som helst type afgrænset opgave eller proces hos jer, f.eks. netværk, undersøgelser, projekter, arbejdsplaner, udbud eller konferencer
At lave en konsekvensanalyse er en øvelse, der handler om at konfrontere nogle af de blind­punkter, vi alle sammen har. Det handler i høj grad om at gøre os bevidste om, hvad vi ved, og hvad vi ikke ved, og opdage muligheder for at blive klogere på, hvordan f.eks. ligestilling rent faktisk er relevant i en indsats, der handler om rekruttering til sundheds­sektoren. Måske viser det sig, at en del af indsatsen med fordel kan inkludere et fokus på mandlige rollemodeller i plejesektoren?
Husk, at I medarbejdere med diverse ekspertiseområder ikke forventes at have viden om de tværgående perspektiver i en grad, der gør jer i stand til på egen hånd at foretage en udtømmende analyse af relevante, overlappende temaer. Derfor indleder vi her med 5 gode råd:
  1. Gå til formularen som en lærerig øvelse snarere end en test med ’rigtige’ og ’forkerte’ svar
  • Det er okay at springe et spørgsmål over, hvis I går lidt i stå
  • Formularerne kan virke rigide, men husk, at de også kan bruges mere dynamisk. Brug f.eks. udvalgte dele af en formular som inspirationsspørgsmål i den tidlige planlægning af en indsats.
  1. Gør konsekvensanalysen til en fælles øvelse
  • Saml én eller flere kollegaer til en workshop, hvor I sammen arbejder med afsæt i værktøjet/​formularen. I kan også udfylde formularen og sende den videre til én eller flere kollegaer for at få kommentarer.
  1. Forhold jer ydmygt og kritisk til, hvad I selv ved
  • Vær opmærksomme på, hvad I rent faktisk ved, og hvad I har af antagelser og hypoteser.
  • Notér gerne spørgsmål eller videnshuller
  1. Søg inspiration og sparring
  • Søg online og i nordiske publikationer, og søg hjælp hos interne og eventuelt eksterne eksperter
  1. Vend tilbage til analysen, og brug resultaterne i det videre arbejde
  • Konsekvensanalyse er en cyklisk proces, hvilket betyder, at I i princippet altid vil kunne uddybe og nuancere, efterhånden som I bliver klogere. Det vigtigste er, at I får noget ud af øvelsen og opdager, at I kan bruge resultaterne – og helt konkret resultat­bilaget – i det videre arbejde med at skabe mere inkluderende, bæredygtige og effektive indsatser.

Læs mere om værktøjet og dets opbygning her Mere information om værktøjet.